Kaptajnen bliver på broen mindst et år mere

Det store smil var fremme hos anfører Kasper Jensen og manager Claus Jensen, der forlængelsen af Kasper Jensens kontrakt var en realitet. Foto: Nykøbing FC

En fodskade har ikke sat en stopper for Kasper Jensens kontraktforlængelse med Nykøbing FC.

Offentliggjort Sidst opdateret

NYKØBING: - Det skal ikke slutte på denne her måde, lød det tilbage i marts fra Nykøbing FC's anfører og nuværende kamprekordholder Kasper Jensen, da det stod klart, at han med en brækket fod ikke kom til at spille flere kampe i indeværende sæson.

Og da han havde kontraktudløb 30. juni i år kunne det måske være, at sidste kamp i NFC-trøjen var spillet for hans vedkommende.

Men sådan bliver det heldigvis ikke for den mest rutinerede spiller i den nuværende NFC-trup.

29-årige Kasper Jensen har netop sat sin underskrift på en ny 1-årig aftale med Nykøbing FC, og kan dermed bygge på de indtil videre 246 kampe og 15 mål, som det er blevet til siden debuten for ti år siden.

Hastigt på vej tilbage

- Kasper er hastigt på vej tilbage efter sin fodskade, og det er kun naturligt, at få ham med på den videre rejse. Han er vores anfører og betyder enormt meget på og udenfor banen. Han er en vigtig kulturbærer med NFC-dna helt inde under huden, lyder det fra manager Claus Jensen, der har manglet Kasper Jensen i de fleste af forårets kampe.

- Der har man jo kunne se, hvad det er han betyder for holdet, når han ikke er der. Han er en som de mindre erfarne spillere kan læne sig op af, når det brænder på, og hans manglende tilstedeværelse, har været et problem for os i foråret. Det er der ingen grund til, at lægge skjul på, understreger Claus Jensen, der forventer, at Kasper Jensen skal bruge en smule af opstarten på at komme helt tilbage i kampform efter mere end tre måneder på sidelinjen.

Den stærke forsvarsspiller brækkede foden i en hjemmekamp mod HIK den 9. marts og har ikke spillet siden.

Kasper Jensen kan spille både i midterforsvaret og på højre back og sin NFC-karriere været med til at rykke op i 1. division to gange.

Når efterårssæsonen skydes i gang 2. august med udekampen mod FC Helsingør, kan du på Folketidendes nye streaming-univers sikre dig adgang på første parket hjemme i stuen til samtlige Nykøbing FC-kampe, hvis du abonnerer på FolketidendePlay.