Karabatic spærret på ubestemt tid
Selv om han hævder at være uskyldig, rammer matchfixing-sagen i den franske håndboldklub Montpellier alligevel verdensstjernen Nikola Karabatic.
Ifølge det tyske nyhedsbureau DPA har franskmanden i forbindelse med sin afhøring i sagen fået besked på, at han indtil videre ikke må mødes med sine holdkammerater og derfor heller ikke kan spille kampe for Montpellier.
Dermed er Karabatic reelt arbejdsløs, siger hans advokat Eric Dupond-Moretti, som desuden fortæller, hvordan venstrebacken bedyrede sin uskyld under afhøringen.
- Jeg har siden, jeg blev født tilegnet mit liv til håndbolden og givet alt for sporten, lige som min far gjorde det, sagde en tårevædet Karabatic til undersøgelsesdommeren.
Franskmanden og de øvrige 12 mistænkte i sagen risikerer op mod fem års fængsel og en bøde på 75.000 euro (560.000 kroner). Alle er på fri fod igen mod kaution.
Forbuddet mod at spille håndbold går ikke kun ud over Montpelliers kampe i den franske liga, men også i Champions League, hvor holdet er i pulje med danskerklubben Flensburg-Handewitt.
/ritzau/
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde