Karakterbog for det danske landshold

Karakterbog for det danske fodboldlandshold i torsdagens VM-kamp mod Japan:

Thomas Sørensen: 00

God redning i første halvleg, hvor forsvaret svigter. Men bør redde mindst et af Japans to mål på frispark. Ved det første er han alt for langsom til at reagere til den rigtige side, og ved det andet virker muren til at være sat forkert. Var tilmed ved at fumle endnu et frispark i mål, men bolden ramte heldigt stolpen. Slet ikke godt nok og langt fra vanlig standard fra den rutinerede målmand.

Lars Jacobsen: 2

Upræcise indlæg og frispark, og da det netop var et af Danmarks våben at skabe muligheder i luften, skal det kunne gøres bedre.

Per Krøldrup: 2

Afløste karantæneramte Simon Kjær i midterforsvaret og virkede til tider lidt tung over for de hurtige japanere. Det kostede blandt andet en advarsel. Skal stadig arbejde med sin afleveringer, som er for upræcise. Udskiftet i en offensiv satsning tidligt i anden halvleg.

Daniel Agger: 4

Bedste danske præstation. Viste initiativ og vilje, men kunne ikke løfte resten af holdet, hvor flere manglede samme indstilling. Fremtvang straffesparket i anden halvleg.

Simon Poulsen: 4

Et fint offensivt våben og gjorde det også glimrende defensivt. Skal stadig blive bedre i hovedspillet, hvor bolden kan havne hvor som helst.

Christian Poulsen: 4

Serverede bolden på et sølvfad til Tomasson, men det endte ud i ingenting. Skulle bruge mange kræfter defensivt, så Juventus-spilleren havde svært ved at gøre sig gældende offensivt.

Jon Dahl Tomasson: 2

Reducerede på et straffespark, som han i første omgang brændte og blev skadet, da han scorede på riposten. Savner selvtillid, og den manglende speed i benene blev udstillet flere gange. Større chancer end dem, anføreren brændte, får man ikke ved et VM. Skal dog have ros for at komme frem til chancerne, men den tidligere så skarpe inderside skal lyne noget oftere.

Martin Jørgensen: 2

Begyndte godt, men fik ikke revanche for den dårlige indsats i den seneste VM-kamp mod Cameroun. Pillet ud efter 34 minutter. Sikke et trist VM.

Dennis Rommedahl: 2

Blev lukket helt ned på højrekanten og kunne slet ikke leve op til sine flotte præstationer, som han har vist tidligere i turneringen.

Nicklas Bendtner: 2

Danmarks på papiret bedste offensive spiller kom ikke frem til noget som helst. Det er den slags kampe, hvor Arsenal-angriberen skal vise, hvad han kan. Og det gjorde han ikke.

Thomas Kahlenberg: 00

Havde skubbet Jesper Grønkjær ud af startopstillingen, men formåede slet ikke at udfordre Japans robuste forsvar. Hvor var de kreative idéer og offensive indslag? Hjørnesparkene var skidt sparket og fandt sjældent en dansk endestation.

Jakob Poulsen: 4

Erstattede Martin Jørgensen og spillede sig langsomt op efter en noget nervøs start. AGF-spilleren blev dog aldrig rigtig en trussel på langskud.

Søren Larsen: 4

Kom på banen i stedet for Krøldrup og viste at han stadig ved, hvor målet står. Fyldte godt i feltet, og bankede tilmed en afslutning på overliggeren på en afslutning uden for feltet.

Christian Eriksen: 4

Flot langskud efter sin indskiftning. Det 18-årige Ajax-talent nåede dog ikke for alvor at gøre sig gældende, men er klart en fremtidens mand på det danske landshold.

/ritzau/

Karakterbog for det danske fodboldlandshold i torsdagens VM-kamp mod Japan:

Offentliggjort Sidst opdateret