Thomas Sørensen: 7
Sikker på Camerouns forsøg, men satte i første halvleg spillerne lige foran ham under et alt for stort pres med farlige pasninger, som modstandernes spillere straks kastede sig over. For eksempel ved Camerouns 1-0-mål.
Lars Jacobsen: 4
Forsøgte helt rigtigt at gøre sig gældende som en offensiv højre back. Rettede dog fokus på det defensive arbejde i anden halvleg, da danskerne var under pres, fordi Cameroun jagtede udligningen.
Simon Kjær: 4
Rent defensivt var der problemer nogle gange. Men han var manden, der iscenesatte det danske 1-1-mål med en fremragende lang aflevering til Rommedahl, der sendte bolden videre til målscorer Bendtner. Fik desværre gult og misser den vitale sidste gruppekamp mod Japan.
Daniel Agger: 4
Sammen med Simon Kjær bør han kunne danne et betonforsvar, men Cameroun-spillerne havde han til tider lidt svært ved at bremse. Gav for mange chancer væk, men arbejdede stenhårdt i slutfasen, hvor danskerne var under et stort pres.
Simon Poulsen: 4
Sikker i sine aktioner, men de offensive løb manglede. Er dog ved at bide sig godt fast som landsholdets faste mand på venstreback-positionen.
Christian Poulsen: 4
1-0-målet til Cameroun i det 10. spilleminut var ubestridt hans skyld. En dårlig aflevering fra Poulsen, og få sekunder efter havde Samuel Eto'o scoret. Spillede sig op efter pausen.
Jon Dahl Tomasson: 4
Anføreren var blevet sin lårskade kvit og var med igen efter at have siddet over mod Holland. Han løb naturligvis meget, men brændte desværre to store chancer. Målet er som forhekset for ham. Nu 14 landskampe i træk uden mål.
Martin Jørgensen: 2
Spillede under niveau. De sikre pasninger fra de seneste landskampe var ikke til stede denne gang. Han blev erstattet af Daniel Jensen i pausen.
Dennis Rommedahl: 10
Brændte friløber i første halvleg, hvor han ikke ramte målet. Skidt, men en perfekt aflevering til Bendtners 1-1-udligning og en fremragende 2-1-scoring efter en times spil. Rommedahls første mål efter 25 landskampe uden scoringer.
Nicklas Bendtner: 7
Anonym i de første 30 minutter, men stod der, hvor han skulle ved 1-1-målet, som fik Danmark tilbage på ret kurs efter en skidt åbning.
Jesper Grønkjær: 4
Løb meget og forsøgte at udfordre. Hjalp også med rent defensivt, men det kostede til gengæld også kræfter, hvilket gik ud over de offensive muligheder.
Daniel Jensen: 4
Erstattede Martin Jørgensen i pausen. Satte ikke mange offensive aktioner i gang, men arbejdede defensivt med et stort løbearbejde.
Thomas Kahlenberg: 4
Erstattede Grønkjær i anden halvleg. Sikker i sin boldomgang, men der var mere fokus på det defensive end det offensive, selvom førstnævnte ikke er hans styrke.
Jakob Poulsen: UB
/ritzau/