Karantænerusten Kerber savner rytme efter tidligt exit
Angelique Kerber vandt Australian Open i 2016, men det blev til at tidligt farvel i dette års udgave af turneringen. Foto: David Gray/Ritzau Scanpix
David Gray/Ritzau Scanpix
Den tidligere verdensetter Angelique Kerber blev blæst ud af banen i første runde af Australian Open.
Hun har vundet tre grand slam-titler i sin karriere, men på det seneste har tyske Angelique Kerber ikke haft meget at byde på i verdens største tennisturneringer.
Natten til mandag røg den tidligere verdensetter ud i første runde af Australian Open og blev på vej mod nederlaget ovenikøbet tildelt et såkaldt "æg" af Bernada Pera fra USA.
0-6, 4-6 lød de nedslående cifre for 33-årige Kerber, som var en af mange spillere, der måtte tilbringe to uger i karantæne efter ankomsten til Melbourne, fordi en passager på flyet dertil blev testet positiv for coronavirus.
Og Kerber mener selv, at den lange periode uden ordentlig træning kan have været en medvirkende årsag til den sløje indsats mod verdens nummer 66.
- Selvfølgelig kan det mærkes, når man ikke har slået til en bold i to uger, og man ikke er inde i rytmen.
- Jeg forsøgte virkelig at forblive positiv og få det bedste ud af de to uger, men man mærker det, især når man spiller en af de første kampe i en grand slam mod en modstander, der ikke har været i lockdown, siger Kerber ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Indespærringen er dog næppe den eneste forklaring på skuffelsen i Australien.
Kerber fik nemlig lejlighed til at banke sig tilbage i rytmen i en opvarmningsturnering i sidste uge, hvor hun vandt to kampe, inden hun tabte kvartfinalen.
Tyskeren har vundet tre af de fire grand slam-turneringer i løbet af sin karriere, men storhedstiden ligger efterhånden nogle år tilbage.
I slutningen af september blev hun sendt hjem fra French Open i første hug efter et choknederlag til den forholdsvis ukendte Kaja Juvan fra Slovenien.
Nu gentog hun altså fiaskoen i Melbourne.
- Måske ville jeg have tænkt mig om en ekstra gang, hvis jeg havde vidst, at jeg skulle være i karantæne i to uger uden at kunne slå til en bold, siger Angelique Kerber.
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde