Jesper Nielsen spiller i øjeblikket på to heste i sit forsøg på at komme til tops i verdens bedste klubhåndboldturnering, Champions League. Både hos tyske Rhein-Neckar Löwen og hos AG Håndbold spiller Kasi-Jesper en dominerende rolle, men han kan blive tvunget til at vælge mellem de to klubber i kampen for europæisk hæder.
I fodboldens verden må en person ikke have bestemmende indflydelse i to klubber i samme internationale turnering. Og det europæiske håndboldforbund, EHF, overvejer i øjeblikket, om det skal gå samme vej.
- De nuværende regler for EHF's Champions League og de andre Europa Cup-turneringer indeholder ikke de samme bestemmelser. Men EHF har været opmærksom på problemstillingen i et stykke tid, og vi er ved at kigge nærmere på det, skriver EHF's turneringsansvarlige Markus Glaser i et svar til Ritzau.
Jesper Nielsen er bestyrelsesformand og hovedsponsor i Rhein-Neckar Löwen, og hans firma, Kasi Group, står også bag AG Håndbold, der har købt en lang række danske landsholdsspillere og i næste sæson tager navneforandring til AG København, når klubben overtager herrespillerne fra FCK Håndbold.
Markus Glaser vil dog ikke forholde sig til det konkrete forhold.
- EHF har hørt om denne situation gennem forskellige mediekilder. Men vi har ikke modtaget noget officiel information eller forespørgsler endnu. Derfor er det indlysende, at det er for tidligt at drage konklusion og svare på specifikke spørgsmål, lyder Markus Glasers konklusion.
/ritzau/
Seneste artikler
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Efter rottealarm: Nu kan tvist ende i retssag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Grønt initiativ åbner i dag
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker