Kasi-Jesper råder over mange millioner

Foto: Jens nøRgaard Larsen/ Scanpix /Scanpix

Jesper "Kasi" Nielsen var nødt til at lukke håndboldklubben AG København på grund af akut pengemangel og truende konkurs i august. Men i dag er Jesper Nielsen ikke i nærheden af at gå fallit.

Offentliggjort Sidst opdateret

Han ejer et stort hus på Mallorca og er i besiddelse af et tocifret millionbeløb, som kan vokse sig endnu større, når smykkefirmaet Pandora giver et afkast i 2015.

- Jeg har stadig penge. Det er ikke noget problem, siger Jesper Nielsen til Politiken og tilføjer:

- Millioner. Mange millioner.

Det er dog ikke et trecifret millionbeløb, der står på bankbogen, oplyser han.

- Ikke helt. Men det er tæt på. Og så har jeg da stadig min "earn-out" fra Pandora, siger Jesper Nielsen.

Det kan dreje sig om et større trecifret millionbeløb, fortæller Jesper Nielsen om sin kommende andel fra frasalget af det europæiske Pandora, som afhænger af selskabets værdi i marts 2015.

- Det kan jeg ikke sige noget om før i 2015. Men en del, vil jeg tro, det går jo den rigtige vej for Pandora nu. Det er ligesom med ejendomme, det går op og ned. Et sted mellem 200 og 800 millioner, anslår Jesper Nielsen.

Selv om der er penge på kontoen, så var det nødvendigt at lukke AG København ned i sommer, fastholder Jesper Nielsen. Skat kørte på det tidspunkt en sag, som i dag stadig ikke er afgjort.

- Der var penge nok, men samtidig var det også nødvendigt at lukke klubben, ja, det var uundgåeligt. Ekstra Bladet havde startet en hetz mod mig, sponsorerne blev bange for at støtte os - og skattevæsnet indefrøs alle familien Nielsens penge.

- De var nervøse for ikke at få penge ud af mig. Det hele gik i stå, der var ikke noget at gøre, siger Jesper Nielsen.

- Kammeradvokaten ville end ikke give mig 15 millioner af mine egne penge, så håndboldholdet kunne køre videre i næste sæson; der var intet at gøre. Jeg måtte lukke. Og hvis jeg ikke havde haft en tysk konto, havde jeg ikke kunnet købe mælk og brød.

/ritzau/