Kasi-Jesper sætter tysk klub til salg

AG København bliver fremover førsteprioriteten for klubejer Jesper Nielsen, der vil sætte sine aktier i tyske Rhein-Neckar Löwen til salg.

Beslutningen af truffet, da det Europæiske Håndbold Forbund (EHF) ikke tillader, at samme person ejer to klubber, der spiller i Champions League.

- Processen med at få solgt aktierne foregår jo ikke på to dage. Den proces er sat i gang, og det er alle parter tilfredse med.

- Alle har en forståelse for, at dette ikke er overstået på en uge, men vigtigt er det, at vi toner ud, at min fremtidige prioritet bliver AG København, fastslår Jesper Nielsen, bedre kendt som Kasi-Jesper, overfor spn.dk.

Smykkerigmanden, der ejer 52 procent af den tyske klub, vil dog fortsat være engageret i Rhein-Neckar Löwen.

- Jeg fortsætter som sponsor og bestyrelsesmedlem. Jeg vil dog ingen indflydelse have på den sportslige del af Rhein-Neckar Löwen. Det er en betingelse, som jeg til 100 procent vil opfylde, fortæller han.

AG København har ikke optrådt i Champions League i denne sæson, men i næste sæson er det muligt, at Rhein-Neckar Löwen kan mødes i Europas mest prestigefyldte klubturnering.

/ritzau/

AG Københavns ejer Jesper Nielsen vil satse på sit danske storhold og sætter tyske Rhein-Neckar Löwen til salg

Offentliggjort Sidst opdateret