Kasi-Jesper svarer igen på tysk kritik

Mandag var den tyske klub Rhein-Neckar Löwens manager Thorsten Storm ude med meget hård kritik af sin storsponsor Jesper Nielsen, også kendt som Kasi-Jesper.

Tirsdag var det så Jesper Nielsens tur til at svare på kritikken af, at han skulle have brugt for meget tid og for mange ressourcer på at pleje sine interesser i AG København, hvor han er klubejer.

- Jeg synes, at det er en voldsom reaktion fra en person, som i realiteten er en af mine ansatte.

- Det er ikke noget, han har fortalt mig om, og eftersom klubbens resultater er et fælles ansvar, så virker det på mig, som om han forsøger, at fraskrive sig sit ansvar, siger Jesper Nielsen til sporten.tv2.dk.

Thorsten Storm er især bitter over, at Rhein-Neckar Löwen endte lige uden for top-3 i den tyske Bundesliga og dermed ikke kvalificerede sig til Champions League. Men det nedtoner Jesper Nielsen.

- Jeg synes, vi har haft en rigtig fin sæson, vi var tæt på tredjepladsen, og når man kommer med i Champions Leagues Final Four, kan det altid enten gå til højre eller venstre, siger han.

Jesper Nielsen har for nylig trukket sig som bestyrelsesformand i den tyske klub, men han mener, at Rhein-Neckar Löwen har gjort det fint ved at komme i semifinalen i Champions League.

- Sæsonen er overordnet set godkendt fra mit perspektiv. Vi hentede store sejre mod Kiel og Barcelona.

- En perfekt sæson havde været en titel og en tredjeplads, som giver adgang til Champions League, men man vinder ikke hver gang, så det virker som en voldsom overreaktion, mener Jesper Nielsen.

Thorsten Storms udtalelser får dog ikke konsekvenser i forhold til det fremtidige samarbejde.

- Den her vil jeg lade passere. Jeg tror, at han må føle sig presset i forhold til medierne. Det er i hvert fald ikke fra bestyrelsen eller fra mig, at der er pres på ham, siger Jesper Nielsen.

/ritzau/

Storsponsor Jesper Nielsen svarer tilbage på kritikken fra Rhein-Neckar Löwens manager Thorsten Storm.

Offentliggjort Sidst opdateret