Det skal være fantastisk, når AG København søndag tager imod Bjerringbro-Silkeborg i Parken i den anden DM-finale i herrehåndbold, men det skal ikke være enestående, siger AGK-ejer Jesper "Kasi" Nielsen.
- Jeg har sagt til mine drenge, at hvis vi får succes med at fylde Parken til DM-finalen, så spiller vi fire kampe derinde i næste sæson, siger Jesper Nielsen til sporten.dk.
Holdejeren drømmer om at kunne invitere på Champions League-håndbold i Parken efter sommerferien.
- Og kan jeg sælge 20-25.000 billetter i rent salg og resten i sponsorpakker, hvorfor skulle det så ikke være en tradition, at AGK spiller DM-finalerne i Parken, siger Jesper Nielsen.
AG København har allerede meldt ud, at klubben går efter at sætte verdensrekord, når Bjerringbro-Silkeborg kommer på besøg på lørdag i Parken.
Men overliggeren er hævet, siger AGK's kommunikationsdirektør, Steen Laursen.
- Vores mål har fra starten været at få mere end 30.925 tilskuere til DM-finalen i Parken. Det vil være ny verdensrekord, og det er pejlemærket.
- Men vi har sidenhen fået ekstra pladser til rådighed i Parken, og vi går naturligvis efter at få udsolgt, siger Steen Laursen.
AG København vandt det første opgør af DM-finalen i Silkeborg, og københavnerne kan med bare uafgjort i Parken kalde sig danske mestre.
AG København er allerede kvalificeret til Champions League i næste sæson.
/ritzau/
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker