Kasper Dolberg starter på toppen i Danmarks VM-premiere
Kasper Dolberg, Christian Eriksen og Simon Kjær starter alle tre inde mod Tunesien. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Kasper Dolberg starter i front i landsholdets 3-4-3-opstilling i VM-premierekampen mod Tunesien.
Kasper Dolberg er betroet den centrale angriberplads i Danmarks VM-premiere mod Tunesien tirsdag eftermiddag i Qatar.
Silkeborgenseren skal forsøge at komme ud af en alvorlig scoringskrise. Godt nok scorede han for Danmark i september, men man skal helt tilbage til 1. marts for at finde hans seneste fuldtræffer på klubplan.
Det var i en fransk pokalkamp mod et hold, der dengang spillede i den fjerdebedste række. Dolbergs seneste ligascoring var i januar.
Han har vundet kampen om startpladsen på landsholdet foran Jonas Wind og Andreas Cornelius, der ligeledes har haft svært ved at finde målet i efteråret. Begge har også kæmpet med skader.
På hver sin side af Dolberg ligger henholdsvis Andreas Skov Olsen og Christian Eriksen, mens formstærke Jesper Lindstrøm er henvist til bænken.
Landstræner Kasper Hjulmand har valgt at stille op i en 3-4-3-opstilling.
Kasper Schmeichel indtager kassen med Joachim Andersen, Andreas Christensen og anfører Simon Kjær foran sig. Joakim Mæhle og Rasmus Nissen Kristensen indtager wingbackerne.
På den centrale midtbane skal Pierre-Emile Højbjerg og Thomas Delaney stå for det hårde arbejde i maskinrummet.
Danmarks startopstilling ser ud som følger (3-4-3):
Kasper Schmeichel; Joachim Andersen, Simon Kjær, Andreas Christensen; Rasmus Nissen Kristensen, Pierre-Emile Højbjerg, Thomas Delaney, Joakim Mæhle; Andreas Skov Olsen, Kasper Dolberg, Christian Eriksen.
Tuneserne stiller op med, hvad der kan ligne samme talkombination, men formentlig med et lidt mere defensivt udtryk.
Blandt spillerne i Tunesiens startopstilling finder man de to superligaspillere Issam Jebali (OB) og Anis Ben Slimane (Brøndby).
VM-gruppekampen mellem Danmark og Tunesien begynder tirsdag klokken 14.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde