Kasper Hvidt fortsætter til han runder 40

Håndboldmålmanden Kasper Hvidt er klar til at tage endnu en lang tørn i AG København, og en aftale om en forlængelse af hans kontrakt frem til sommeren 2016 er allerede på plads.

- Vi er blevet enige om alle detaljer, faktisk mangler aftalen blot at komme på papir og blive skrevet under, siger Kasper Hvidt til Politiken.

I 2016 vil Kasper Hvidt runde 40 år, og dermed er alle løse planer om at tage endnu et par år i udlandet lagt i skuffen.

- At være en del af den sportslige satsning, der sker i AG København, har stor betydning for mig, så når jeg laver denne lange kontrakt med klubben, er det noget af en personlig drøm, der går i opfyldelse.

- Derfor har jeg også slået alle planer ud af hovedet, også muligheden for at tage et par sæsoner i en udenlandsk klub, understreger Kasper Hvidt.

Målsætningen i københavnerklubben er stadig meget høje, og det har været med til at få den tidligere landsholdskeeper til at forlænge kontrakten.

- Jeg er helt parat til at tage min del af slæbet for at leve op til klubbens ambitioner, som i øvrigt også er mine. Vi skal til tops i Champions League, og det er mit håb, at det vil lykkes.

- Og jeg synes ikke, det er noget urealistisk håb. Vi forstærker jo hele tiden truppen, fastslår Kasper Hvidt.

AG København er i øjeblikket meget tæt på at kvalificere sig til DM-finalen.

/ritzau/

Den tidligere landsholdsmålmand Kasper Hvidt vil fortsætte i AG København til sommeren 2016.

Offentliggjort Sidst opdateret