Kasper Nielsen: Vi skal holde niveauet i kontrafasen

Ungarn er fysisk store og stærke, og Kasper Nielsen mener ikke, at Danmark skal vinde aftenens kvartfinale på at slås med ungarerne.

Offentliggjort Sidst opdateret

Danskerne skal i stedet løbe med dem og presse dem på konditionen for at optimere mulighederne for at vinde, fortæller forsvarsspecialisten, som blev udtaget til truppen i lørdags.

- Det bliver spændende at se, om vi kan holde det høje niveau i vores kontrafase. Jeg har mulighed for at komme med noget erfaring, og hvis det kan bringe lidt ro, er det dejligt, siger Kasper Nielsen.

- Det var nemt at falde ind i rollen og bare give den gas og tackle, siger Kasper Nielsen og tilføjer:

- Jeg løber også kontra på klubholdet, så jeg er ikke så bange for det. Det skal vi nok løse, så jeg tror på, vi sagtens kan få tingene til at fungere i forsvaret - og i kontrafasen.

Kasper Nielsen understreger, at han har masser af kræfter til at spille en hel VM-turnering og i hvert fald i de resterende - hvis alt går vel - tre kampe.

- Nu må vi se, hvor mange kampe, det bliver til. Men jeg har da været så heldig, og kroppen har holdt så godt i denne sæson, at jeg har spillet alle kampene på klubholdet, og vi har spillet både Champions League og turneringskampe.

- Jeg har aldrig prøvet at komme ind på denne måde før, så jeg har det egentlig bedst med at være med fra starten af. Men det har været en spændende udfordring, og det har givet kriller i maven, siger Kasper Nielsen.

Bjerringbro-Silkeborg-spilleren var spændt og nervøs inden søndagens 1/8-finale mod Tunesien, men han kom hurtigt ind i det danske forsvar med René Toft Hansen og Henrik Møllgaard og var med til sikre sejren.

- Jeg var hurtigt tilbage på min vante plads, og samarbejdet med René og Mølgaard faldt hurtigt i hak, og backerne hjalp os godt. Folk gjorde det godt for at hjælpe mig, understreger han.

Længe før alle andre vidste noget, fik Kasper Nielsen besked om, at han ikke kom med i VM-truppen i første omgang - men at han kunne blive skiftet ind undervejs, så han holdt sig klar derhjemme.

/ritzau/