Kastrup- træner: Vi skulle have vundet

Døllefjelde Irritation og frustration lyste ud af Kastrup-spillerne, da slutfløjtet lød på Døllefjelde Stadion. Før Tim Pedersens hovedstødsmål havde Kastrup nemlig haft klart flest målchancer. Nogle få af dem var sågar rigtig farlige. Størst var muligheden, da Brian Hasseriis lidt kluntet fik ram på et fladt indlæg, så målmand Jan Christiansen måtte diske op med en pragtredning ved foden af den ene målstolpe. - Vi skulle have vundet. Det havde vi fortjent. Døllefjelde havde jo ikke en chance, før de scorede, mente Kastrups træner Michael Lagermann og fortsatte: - De måtte bruge alle deres udskiftninger i første halvleg, så vi havde håbet på at køre dem trætte. Men det lykkedes ikke. De tog deres chance, og vi tog ikke vores. Sådan er fodbold. Han var lige så lidt begejstret for kampens kvalitet, som Døllefjelde-Musse-lejren. - Det var en dårlig fodboldkamp i et voldsomt blæsevejr. Spillet kom aldrig til at flyde, sagde Michael Lagermann. Gæsternes træner havde også - uopfordret - en kommentar til Døllefjelde-Musses Adi Redzic, der fik det røde kort. - Jeg ved godt, at Døllefjelde brugte deres udskiftninger allerede i første halvleg. Men jeg havde taget ham ud 20 minutter før tid alligevel. Det var jo tydeligt, at han ville ryge ud, mente Kastrup-træneren.




Gæsternes træner mente, de spillede mindst ringe i en skidt fodboldkamp.

Offentliggjort Sidst opdateret