FC Midtjylland-træner Allan Kuhn ved godt, at det er kedeligt og langt fra, hvad medierne ønsker at høre, men han vil ikke tale om bronzemuligheder, selv om hans mandskab mandag slog Sønderjyske 2-0 og dermed blot er to point fra SAS Ligaens tredjeplads.
- Vi tager en kamp ad gangen. Det lyder kedeligt, men det er det, vi gør, siger han til TV2 Sport.
Han kunne se sit hold gå fra banen for femte gang i foråret uden at have lukket mål ind, og derfor bekymrer det ham heller ikke det store, at der til tider var lidt usikkerhed.
- De kom mest til chancer på skud udefra, men så tog Lössl dem fint. Vi holdt nullet for femte gang, og så er det svært at kritisere sit forsvar, mener FCM-træneren.
Sønderjyskes Henrik Bødker var en af de spillere, der fra distancen fik testet FC Midtjylland-målmand Jonas Lössl. Henrik Bødker var efterfølgende rigtig frustreret over for tredje gang i foråret at have forladt hjemmebanen uden point.
- Det er irriterende. De havde ingenting ud over de to chancer, som de scorede på. Jeg synes, at vi spillede meget godt, men jeg synes godt nok ikke, at vi har heldet i øjeblikket. Vi prøver og får afsluttet en masse, men det sidste held mangler, siger han.
Med nederlaget er Randers FC nu kun fem point efter Sønderjyske i kampen om at undgå nedrykning, og de to hold mødes om to uger i Haderslev.
- Vi har stadig fem point forspring, og vi tager det ikke så tungt, at de er tættere på. De er ikke oppe endnu. Vi skal nok få lagt afstand til dem igen, siger Henrik Bødker.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned