Kenneth Andersen stopper som cheftræner i FCM
Kenneth Andersen stopper som cheftræner i FC Midtjylland. Han vender tilbage til arbejdet med klubbens talenter. Foto: Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix
Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix
Kenneth Andersen stopper som cheftræner i FCM og afløses af Brian Priske, bekræfter klubben på sin hjemmeside.
Kenneth Andersen stopper som cheftræner i superligaklubben FC Midtjylland og erstattes af assistenttræner Brian Priske. Det oplyser FCM på sin hjemmeside.
Det er planen, at Brian Priske kun skal overtage cheftrænerjobbet indtil vinterpausen, hvorefter klubben forventer at kunne præsentere en permanent løsning på posten.
- Vi erkender, at der nu er et stykke arbejde foran os, men vi har et trænerteam, der er klar til at løfte opgaven efter Kenneth, siger FCM-sportschef Svend Graversen.
FCM har i denne sæson spillet seks kampe i Superligaen, hvor holdet fortsat er ubesejret med fem sejre og en enkelt uafgjort.
Søndag spillede midtjyderne skuffende 1-1 hjemme mod Hobro.
FCM røg ud af Europa League-kvalifikationen efter et samlet 3-7-nederlag til skotske Rangers FC.
I torsdagens returkamp tabte FCM med 1-3 i Glasgow, mens hjemmekampen i Herning var endt med et nederlag på 2-4.
Kenneth Andersen trådte til som cheftræner i oktober 2018 i stedet for Jess Thorup, der i stedet blev træner i belgiske Gent.
Ifølge FCM har Kenneth Andersen besluttet at vende tilbage til klubbens akademi, hvor han i en årrække har arbejdet med udvikling af ungdomsspillere.
- Da jeg for et år siden sprang til nærmest fra den ene dag til den anden for at afløse Jess Thorup som cheftræner, betingede jeg mig, at vi skulle evaluere situationen, når jeg havde fungeret på cheftrænerposten i et stykke tid.
- Jeg påtog mig opgaven, fordi jeg er klubbens mand og brænder for FC Midtjylland. På det seneste har jeg set mig selv dybt i øjnene og erkendt, at jeg trives bedre med at udvikle ungdomsspillere i akademiet.
- Jeg er ikke tro mod mig selv og min natur, i forhold til hvad det kræver at være cheftræner, og på den lange bane bliver det for slidsomt, siger Kenneth Andersen.
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde