Kenneth Heiner om EM-nedtur: Det er håbløst

Det danske kvindelandshold i fodbold er tæt på et exit fra EM efter 1-1 mod Finland i danskernes sidste gruppekamp.

Offentliggjort Sidst opdateret

Finnerne udlignede tre minutter før slutfløjt, hvilket gør det svært for landstræner Kenneth Heiner-Møller at tro på, at Danmark kan gå videre til EM-kvartfinalerne som treer med kun to point.

- Jeg er møghamrende skuffet og ærgerlig.

- Jeg har stor respekt for den indsats, som spillerne leverede. De gjorde, hvad de skulle, men lavede bare ikke de mål, der skulle til, siger Kenneth Heiner-Møller.

- Som træner skal jeg være i stand til at kigge gennem resultaterne, men det er svært lige nu. Præstationen fejlede ikke noget, men resultatet er håbløst, fastslår landstræneren.

Danmark skal nu sammenligne sig selv med treerne fra de to øvrige EM-grupper. Med kun to point ser det skidt ud for danskerne, der må afvente resultaterne i gruppe B og C onsdag og torsdag.

- Ja, jeg regner med, at vi er færdige. Jeg kan ikke tro, at de andre resultater flasker sig så godt for os, at vi går videre.

- Jeg er ikke optimistisk, men det hænger måske sammen med, at jeg har skuffelsen mod Finland så tæt på lige nu, siger Kenneth Heiner-Møller.

Spørgsmål: Det bliver vel et par underlige dage nu?

- Vi har prøvet det før. For fire år siden var vi i samme situation. Dengang flaskede resultaterne sig ikke for os, og vi måtte rejse hjem. Det er en meget underlig situation at være i, siger landstræneren.

/ritzau/