Kenneth Perez skifter fodbold ud med tv

Kenneth Perez skifter fodboldstøvlerne ud med en mikrofon. Den tidligere landsholdsspiller stopper sin aktive fodboldkarriere og bliver i stedet vært på tv-kanalen TV3+.

36-årige Kenneth Perez er blevet ansat som afløser for Mette Cornelius, der skal på barsel, og han overtager rollen som tv-vært hver søndag eftermiddag, hvor han skal være med til at varme op til den sene søndagskamp i Superligaen.

- Efter en del overvejelser har jeg nu besluttet at lægge fodboldstøvlerne på hylden. Jeg har haft spændende tilbud fra udlandet, men jeg har samtidig fået muligheden for at blive tilknyttet TV3+'s fodboldhold, og derfor er det selvfølgelig mere med spænding end med vemod, at jeg ser fremtiden i møde.

- Jeg har i min karriere opnået en masse ting, men nu ser jeg fremad mod nye udfordringer. Et langt liv i fodbold har lært mig, at man kommer længst med hårdt og dedikeret arbejde, og den lærdom vil jeg tage med mig ind i mit nye job, siger Kenneth Perez.

Kenneth Perez spillede senest i den hollandske klub Twente, som i sidste sæson overraskende vandt det hollandske mesterskab. Perez begyndte sin karriere i AB og FC København, men han er mest kendt for sin karriere i hollandsk fodbold hos blandt andet AZ Alkmaar, Ajax og PSV.

Perez nåede at spille 24 kampe for det danske landshold.

/ritzau/

Den tidligere landsholdsspiller Kenneth Perez stopper sin karriere som fodboldspiller og satser i stedet på en karriere på tv. Han er ansat på TV3+ som vært.

Offentliggjort Sidst opdateret