Kenyaner sætter historiens næstbedste maratontid
Kelvin Kiptum fejrede sin sejr kort efter at være kommet i mål. Foto: Andrew Boyers/Reuters
Kelvin Kiptum var 16 sekunder fra verdensrekorden, da han vandt London Marathon.
Kelvin Kiptum flirtede med verdensrekorden, men måtte sande, at hans tid i søndagens London Marathon blot blev historiens næsthurtigste.
Han brugte 2 timer, 1 minut og 25 sekunder på at tilbagelægge de 42.195 meter i Londons gader.
Det er 16 sekunder langsommere end landsmanden Eliud Kipchoges verdensrekord, men 14 sekunder hurtigere end historiens næstbedste tid, der indtil søndag også stod Kipchoge ud for.
23-årige Kiptum var udmattet og faldt til jorden, efter at han havde krydset målstregen i London.
Hos kvinderne var det en maratondebutant, der triumferede. Den tidligere OL-guldvinder i 5000- og 10.000-meterløb Sifan Hassan fra Holland var først over målstregen.
Den 30-årige hollænder med etiopiske rødder havde ellers en nedtur efter den første time, men kæmpede sig tilbage til frontgruppen til de sidste fem kilometer.
I en sprintafgørelse kom hun før den forsvarende olympiske mester, Peres Jepchirchir, og vandt i tiden 2 timer, 18 minutter og 33 sekunder.
Kvindernes verdensrekordholder, kenyaneren Brigid Kosgei, måtte trække sig fire minutter inde i løbet på grund af knæsmerter.
/ritzau/
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde