Kerber fortsætter perfekt sæson og er videre i Melbourne
Angelique Kerber gik sikkert videre til anden runde ved Australian Open. Foto: Reuters/Toru Hanai
Reuters/Toru Hanai
Angelique Kerber var en af flere kvindelige tennisfavoritter, der tirsdag leverede varen ved Australian Open.
Efter at flere kvindelige tennisstjerner mandag led overraskende nederlag ved Australian Open, så er historien en anden tirsdag.
På grand slam-turneringens dag nummer to har de topseedede kvinder således leveret varen og på stribe sikret sig adgang til anden runde.
Blandt tirsdagens vindere er tyske Angelique Kerber. Hun besejrede landsmanden Anna-Lena Friedsam med cifrene 6-0, 6-4.
Den tidligere verdensetter, der lige nu er nummer 16 i verden, vandt Australian Open i 2016 og har med tirsdagens sejr vundet ti kampe i træk.
Kerber indledte sæsonen med at vinde fire kampe ved turneringen Hopman Cup - det uofficielle VM for hold. Efterfølgende vandt Kerber fem kampe på vejen mod titlen ved WTA-turneringen i Sydney.
Også russiske Maria Sharapova er videre i Australien.
Sharapova er useedet i turneringen, hvilket i høj grad skyldes, at hun først i april sidste år vendte tilbage fra en 15 måneder lang dopingkarantæne.
Russeren blev idømt karantænen efter at have afleveret en positiv dopingprøve i januar 2016 i forbindelse med netop Australian Open.
Men tirsdag var hun altså tilbage i Melbourne. Her spillede hun sig videre til anden runde med en 6-1, 6-4-sejr over tyske Tatjana Maria.
Tidligere tirsdag vandt britiske Johanna Konta, der er verdens nummer ni, over amerikanske Madison Brengle med cifrene 6-3, 6-1.
Også ottendeseedede Caroline Garcia fra Frankrig er videre, og det samme er tjekkiske Karolína Plísková, der er seedet som nummer seks.
Den tredjeseedede spanier, Garbiñe Muguruza, avancerede efter en sejr i to sæt, mens polske Agnieszka Radwanska (seedet 26) måtte ud i tre sæt, før hun banede sig vej videre.
Derimod måtte den 27.-seedede tjekke, Petra Kvitova, se sig slået i et drama mod tyske Andrea Petkovic, der vandt 6-3, 4-6, 10-8.
Alt i alt var andendagen en noget bedre dag for de kvindelige tennisfavoritter, efter at flere topnavne røg ud mandag.
De tre amerikanere Venus Williams (verdens nummer 5), Coco Vandeweghe (9) og Sloane Stephens (13) tabte blandt andre alle mandag.
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned