Kessler begraver Larsen-kamp

Bokseverdensmesteren Mikkel Kessler afviser at bokse mod Mads Larsen. Kessler mener ikke, at en kamp mod landsmanden vil bringe ham videre i karrieren.

Der bliver intet dansk boksebrag kamp mellem Mikkel Kessler og Mads Larsen. Det slår Kessler fast, efter at han torsdag offentliggjorde et fremtidigt samarbejde med den tyske boksestald, Team Sauerland. Verdensmesteren mener, at incitamentet til at møde 36-årige Larsen ikke er til stede.
- Kampen er for lille, den er kun god i Danmark, og det bringer mig ikke videre at bokse mod Mads, siger Mikkel Kessler.
Danskeren skal efter planen forsvare sit VM-bælte i supermellemvægt hos World Boxing Association mod venezuelaneren Gysmyl Perdomo, og herefter satser Kessler på, at Team Sauerland kan matche ham mod nogle af de bedste boksere i verden.
- Der er Arthur Abraham, der er Jermain Taylor, Carl Froch og Lucian Bute. De er sindssygt dygtige, og så er der folk som Andre Ward og Andre Dirrell. Det er boksere, der har været OL-medaljevindere, og som ikke er så kendte. Men de er ofte de farligste, for de vil gerne vil fremad, siger Mikkel Kessler.
Team Sauerland, der har haft Mads Larsen på lønningslisten, regner heller ikke med en kamp mellem Mikkel Kessler og Mads Larsen.
- Jeg snakkede med Mads i februar, hvor han sagde, at han ville ringe tilbage til mig, men det skete ikke. Så hvis I hører fra ham, så bed ham ringe til mig, siger forretningsfører Chris Meyer.


/ritzau/




Offentliggjort Sidst opdateret