Kessler forhandler med tung modstander

Danskerens bagland, Team Sauerland, bekræfter over for Ritzau, at de er i forhandlinger med Allan Green. Hvis kampen bliver til noget, betyder det, at Kessler forlader supermellemvægts-klassen og går en vægtklasse op til letsværvægt.

- Det ville glæde os, hvis denne kamp blev til noget, og Mikkel ville også være glad. Han skulle have mødt Green i Super Six-turneringen, men da Mikkel blev skadet, fandt kampen aldrig sted.

- Så nu håber vi på, at det kan blive til noget. Det finder vi nok ud af inden for de næste 24 timer, siger promotor Kalle Sauerland.

Allan Green var oprindeligt ikke med i den stort anlagte Super Six-turnering, hvor en række af verdens bedste boksere i supermellemvægt deltog.

Men da landsmanden Jermain Taylor takkede af efter et grusomt knockout, trådte Allan Green til. Det blev ikke nogen succes.

Han tabte til André Ward og derefter til Glen Johnson, som afløste Kessler, der trådte ud af turneringen på grund af en alvorlig øjenskade.

Derefter er Allan Green gået tilbage til letsværvægt, og han har vundet sine seneste to kampe.

Kalle Sauerland mener, at Allan Green er et tilpas stort navn til Kessler.

- Green er efter min mening et stort navn i USA. Vi har ledt efter et stort navn, og i den kategori passer Green ind, siger Sauerland.

Allan Green bokset 34 kampe med 31 sejr og 3 nederlag til følge. 21 sejre er fundet sted via knockout.

Kessler udtalte i sidste uge, at han ikke har problemer med at gå en vægtklasse op.

- Jeg kan sagtens klare mig deroppe, jeg er for fysisk stærk til, at det bliver et problem. Jeg har sparret med mange boksere, der vejer over 80 kilo, og jeg kan sagtens matche dem. De er bare lidt langsommere, og det er jo kun til min fordel, sagde Mikkel Kessler.

Danskeren skulle have bokset VM-kamp i supermellemvægt mod tyske Robert Stieglitz i Parken 14. april, men Mikkel Kessler måtte melde fra med en håndskade.

Straks efter aflysningen meddelte Team Sauerland, at Kessler ville bokse 19. maj i stedet for.

/ritzau/

Foto: Steve Marcus/ Scanpix /Scanpix

Bokseren Mikkel Kessler får muligvis amerikanske Allan Green som modstander i Parken 19. maj.

Offentliggjort Sidst opdateret