Kessler kræver fairplay for Carl Froch

Da Mikkel Kessler i november mistede sin WBA-titel mod Andre Ward fra USA, oplevede han at blive chikaneret af amerikanerens lejr op til kampen.

Under kampen følte han sig også bortdømt af den amerikanske kampleder Jack Reiss, som blandt andet tillod Ward at nikke flere skaller.

På lørdag er den danske eksverdensmester selv på hjemmebane i Messecenter Herning, når han i Super Six-turneringen tager imod WBC-mesteren Carl Froch.

Kessler erkender, at hjemmebanen med 10.000 primært danske tilskuere kan få betydning, når de tre sidedommere voterer under kampen, men han vil kun vinde på regulær vis.

- Det skal også være fair for Carl Froch. Vi går begge op i denne sport, og jeg ville aldrig kunne se mig selv i øjnene, hvis jeg fik sejren, og folk slet ikke mente, at jeg have vundet kampen, siger Mikkel Kessler.

Carl Froch, som først ankommer til Herning onsdag eftermiddag, tror også på fairplay.

- Jeg er WBC-mesteren, det er en ærefuld titel, og det er et ærefuldt bokseforbund, så jeg forventer ikke at skulle slå nogen ud for at få tilkendt sejren, vurderer englænderen.

Kampen er de to bokseres anden i Super Six-turneringen mellem seks af de bedste supermellemvægtere i verden.

Mens Kessler tabte sin første kamp, vandt Carl Froch hjemme i Nottingham en kneben pointsejr over amerikaneren Andre Dirrell.

/ritzau/

Mikkel Kessler er glad for at være på hjemmebane, men han kræver fairplay for WBC-mesteren Carl Froch, når de to boksere lørdag mødes i Super Six-turneringen.

Offentliggjort Sidst opdateret