Kevin Magnussen forbedrer sig i anden træning i Østrig
Kevin Magnussen er i weekenden på pointjagt i Østrig. Foto: Lisi Niesner/Reuters
Lisi Niesner/Reuters
Den danske Haas-kører Kevin Magnussen blev nummer 12 og 8 i fredagens to Formel 1-træninger i Østrig.
Formel 1-køreren Kevin Magnussen går igen efter point i søndagens grandprix i Østrig.
Fredag var feltets 20 kørere på banen i Spielberg til de to første af i alt tre træninger inden kvalifikationen lørdag.
Den tredje og afsluttende træning bliver kørt lørdag før kvalifikationen.
Den danske Haas-kører sluttede den første træning som nummer 12.
Han klokkede ind i tiden 1.06,404 minutter. Hurtigst var den regerende verdensmester og førende i årets mesterskab, britiske Lewis Hamilton (Mercedes). Han blev noteret for tiden 1.04,839 minutter.
Magnussens teamkammerat, franske Romain Grosjean, kørte banen rundt i tiden 1,06,028 minutter. Det var nok til en syvendeplads.
I den anden træning sluttede Romain Grosjean igen som nummer syv, men denne gang var danskeren lige efter sin teamkollega som nummer otte.
Magnussens træning sluttede imidlertid brat, da han var i pit for at skifte dæk.
Det ene hjul blev ikke monteret korrekt, så lige da Kevin Magnussen satte gang i raceren, blev der råbt "stop bilen, stop bilen" over Haas-teamets radio.
Lewis Hamilton var også hurtigst i den anden træning.
Magnussen er nummer ti i den samlede VM-stilling med 27 point. Romain Grosjean står noteret for nul point.
Ved det seneste løb i Frankrig blev Magnussen nummer seks.
Magnussen har op til løbet i Østrig udtalt til BT, at han er tæt på at forlænge sin aftale med det amerikanske team.
Den nuværende kontrakt mellem Haas og Magnussen udløber efter 2018-sæsonen.
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet