Kevin Magnussen starter bagest i Frankrig efter straf
Kevin Magnussen starter bagest i søndagens franske grandprix. Foto: Hasan Bratic/Ritzau Scanpix
Udskiftninger i Haas-bilens motor medfører en placeringsstraf til Kevin Magnussen under weekendens grandprix.
Racerkøreren Kevin Magnussen starter på bageste række i søndagens Formel 1-grandprix i Frankrig på grund af en placeringsstraf.
Det oplyser Det Internationale Motorsportsforbund (FIA) lørdag på sin hjemmeside.
Årsagen er, at Haas-holdet har udskiftet dele af motoren i Magnussens bil forud for lørdagens kvalifikation på Le Castellet-banen nær Marseille.
I forvejen havde Haas ramt grænsen for, hvor mange gange holdet måtte foretage ændringer på Magnussens motor i denne sæson. Derfor udløser ændringen en placeringsstraf.
Magnussen satte ottendehurtigste tid i fredagens anden træning, men trods de lovende takter er timingen rigtig, mener Haas' italienske holdchef, Günther Steiner.
- Vi skulle skifte dem (motordelene, red.) på et eller andet tidspunkt, og dette var et godt tidspunkt for os.
- Selvfølgelig er det skuffende, at se hvad han kan derude på banen, og samtidigt vide, at han starter bagest i morgen. Men det sker nogle gange, siger Steiner til TV3 Sport.
Også Ferraris Carlos Sainz bliver sendt tilbage på bageste række, når starten til søndagens grandprix lyder, efter at Ferrari også har foretaget ændringer på nogle af delene i Sainz' motor.
Lørdag skal bilerne først gennemføre den tredje og sidste træning, før der klokken 16.00 sættes gang i kvalifikationen.
/ritzau/
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker