Kevin Magnussen udgår af årets sidste grandprix
Kevin Magnussens sidste grandprix for Renault blev en kort fornøjelse. Foto: AP/Luca Bruno
AP/Luca Bruno
Et sammenstød i starten og tekniske problemer med bilen tvang Kevin Magnussen ud af grandprixet i Abu Dhabi.
Racerkøreren Kevin Magnussen kommer næppe til at tænke tilbage på sit sidste Formel 1-grandprix som Renault-kører med nogen særlig glæde.
Danskeren udgik nemlig efter ganske få omgange af grandprixet i Abu Dhabi med tekniske problemer.
Magnussen var impliceret i et mindre sammenstød i starten af løbet og kørte i pit allerede på første omgang med en skade på frontvingen.
Han kom hurtigt tilbage på banen, men efter få omgange valgte Renault at trække ham ud af løbet.
- Jeg slap koblingen helt optimalt, men alligevel kom jeg skidt afsted. Halvvejs rundt på første omgang var der noget ballade, hvor jeg blev ramt en lille smule, men også selv kørte ind i en Manor.
- Det var skader, der var skyld i, jeg udgik kort efter, siger Kevin Magnussen til BT.
Dermed bliver han stående på syv point i denne sæson, der både var hans første og sidste i Renault-bilen.
Bedste resultat i et noget omskifteligt år var syvendepladsen i Ruslands Grand Prix i Sotji. Den præstation indbragte seks point i den samlede Formel 1-stilling.
Siden blev det til et enkelt point for tiendepladsen i Singapore, der blev det sidste pointgivende løb for danskeren.
Den tidlige exit fra Abu Dhabis Grand Prix var femte gang, Magnussen er udgået fra et løb i denne sæson, som specielt i efteråret har budt på en del skuffelser.
Nu kan han se frem til luftforandring, når han fra den kommende sæson skifter til det amerikanske Haas-team.
- Selvfølgelig er jeg en smule lettet over at skulle videre, fordi der er noget spændende på vej, og jeg har en fin aftale på plads for fremtiden.
- Men det er altid skuffende at slutte af på denne her måde. Men mest af alt glæder jeg mig til fremtiden, siger Magnussen til TV3.
Mens danskeren altså trods alt kan se frem til mange flere Formel 1-løb i de kommende år, blev grandprixet i Abu Dhabi en trist afsked for hans teamkollega fra McLaren-dagene, Jenson Button.
Briten måtte også forlade løbet i utide, da han fik problemer med styretøjet og kørte i pit efter 14 omgange.
Jenson Button blev klappet fra banen af publikum og indstiller nu en flot Formel 1-karriere, som toppede med VM-titlen i 2009.
Seneste artikler
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker