Kevin Magnussens hold får protest afvist
Kevin Magnussen er nummer ni i den samlede stilling med 55 point. Foto: Giuseppe Cacace/Ritzau Scanpix
Giuseppe Cacace/Ritzau Scanpix
Haas-holdets protest mod Force India er blevet afvist af løbskommissærerne inden søndagens Formel 1-grandprix.
Løbskommissærerne ved Formel 1-grandprixet i Abu Dhabi har afvist den protest, Kevin Magnussens arbejdsgiver, Haas, tidligere på ugen nedlagde mod Force India-holdet.
Haas mener, at Force India, der tidligere på året blev overtaget af nye ejere efter at være blevet sat under administration, er et nyt hold og derfor bryder reglerne ved at stille op med biler bygget af det "gamle" Force India-hold.
Men det får Haas altså ikke medhold i, står det nu klart efter flere dage med høringer.
Force India skiftede navn til Racing Point Force India i august, da Formel 1-sæsonen var i gang.
En investorgruppe overtog holdet, som havde haft økonomiske udfordringer.
Det betød, at Force India mistede 59 point i konstruktørregnskabet, hvor holdet ellers lå nummer seks på tidspunktet.
Inden søndagens grandprix - der er sæsonens sidste - køres, ligger Force India uden point i konstruktørernes stilling, hvor Haas er nummer fem med 90 point.
Tidligere på sæsonen var det Force India, der langede ud efter Haas.
Holdet mente, at samarbejdet mellem Haas og Ferrari om konstruktionen af Haas-racerbilerne overtrådte reglerne i Formel 1.
Løbskommissærernes beslutning om Haas' protest blev offentliggjort kort før den tredje og sidste træning inden lørdagens kvalifikation i Abu Dhabi.
Her satte Kevin Magnussen 14.-bedste tid med 1 minut og 39,612 sekunder, hvilket er 1,294 sekunder langsommere end danskerens bedste tid i fredagens træninger.
Hans holdkammerat, franske Romain Grosjean, var 1,308 sekund hurtigere end Magnussen i lørdagens træning. Hurtigst var Lewis Hamilton (Mercedes) med tiden 1 minut og 37,176 sekunder.
Hamilton er for længst kåret som verdensmester i denne sæson.
Kevin Magnussen er nummer ni i den samlede stilling med 55 point.
Seneste artikler
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Sejr på jubilæumsdagen: - En del af NFC's historie
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker