KIF-blod løber i årerne på den nye dreng i klassen
Grindsteds Frederik Nielsen med siden til har godt fat i Skives Mathias Damgaard i en kamp i 1. division i december 2020. I denne sæson gælder det ligahåndbold for Frederik Nielsen og resten af Grindsted-mandskabet. (Arkivfoto). Foto: Frank Cilius/Ritzau Scanpix
Grindsted ville ikke være rykket op, hvis ikke mange spillere og ledere havde en fortid i KIF, mener formand.
De var ikke helt gode nok til øverste niveau, da de bevægede sig i periferien af Danmarks bedste håndboldhold, men nu får de chancen.
Når Grindsted GIF torsdag for første gang nogensinde træder ind som den nye dreng i klassen i herrernes håndboldliga, så er det med flere spillere, der har en håndboldfortid i Kolding.
En af dem er Frederik Nielsen, der ligesom flere af sine holdkammerater blev sluset ind i den gamle håndboldmastodont fra Kolding, da klubben oprettede et talentakademi.
- Mange af os havde drømmen om at spille på førsteholdet i Kolding, men på et tidspunkt indså vi, at det dengang var urealistisk. Så vi stod i en situation, hvor vi skulle vælge, om vi ville være i periferien og træne med, eller om vi ville ud og spille kampe i en lavere række, siger han.
Frederik Nielsen valgte det sidste og rykkede til Otterup HK på Fyn, hvor han samlede erfaring i 1. division. Og i 2019 endte han i Grindsted og blev genforenet med flere gamle klubfæller.
- Man udvikler sig meget af at lære nye mennesker og kulturer at kende. Mange af os, der var i KIF, har siden oplevet forskellige kulturer i andre klubber, og alt det har vi så samlet i Grindsted og brugt på en god måde.
- Og så har vi haft en akademiopvækst, hvor vi er kommet tæt på hinanden og har fået en fælles forståelse for, hvordan man træner og prioriterer, når man har fri. Vi er opfostret i den samme kultur, og det har betydet meget, siger Frederik Nielsen.
Også uden for banen er Grindsted hårdt præget af KIF. Assistenttræneren hedder Lasse Boesen og behøver ikke nogen nærmere præsentation.
Formand og sportslig leder Flemming Pedersen har været både assistenttræner og talentchef i KIF gennem mange år, og hans søn Jacob Vinholt Pedersen har spillet i KIF og er nu træner i Grindsted.
Faktisk ville Grindsteds oprykning til ligaen aldrig være sket, hvis ikke det var for den KIF-tyngde, der er på og uden for banen, mener Flemming Pedersen.
- Helt firkantet var det nok ikke lykkedes, hvis ikke vi var kommet med vores erfaring fra KIF. Det kunne lige så godt have været en anden ligaklub, men nu var det altså KIF, siger Flemming Pedersen, som har samlet det nuværende hold gennem årene.
- De havde en masse relationer sammen og fik så et fælles mål om at bevise, at de altså godt kunne spille håndbold. Målet var i første omgang bare 1. division, men det er så endt med ligaen, siger han.
Han spiller selv en instrumental rolle i at få klubben og dens omgivelser klar til den første ligaoptræden nogensinde. Men han forsøger at glemme gamle erfaringer fra Kolding.
- I stedet for at jeg bare kommer og siger: "Sådan her gjorde vi i KIF", så gør vi det på Grindsted-måden. Det kommer der en masse en masse sund energi ud af, og vi får organisationen med.
- For mig er det ekstraordinært fedt, fordi Grindsted er min barndomsklub. Kolding var mit arbejde og i mange år også mit hjertebarn. Men det er virkelig fedt at komme hjem og lykkes med det her, siger han.
Grindsted begynder sit ligaliv mod Sønderjyske torsdag aften.
/ritzau/
Seneste artikler
Erhvervsformand: Hvorfor lukker de ikke en tysk sukkerfabrik?
Trist, træls og drønærgreligt: - Det hvide guld smuldrer mellem hænderne på os
Annonce: Snedkerkøkken pris og vejen til et realistisk køkkenbudget
Annonce: Et lavt månedligt beløb gør ikke nødvendigvis lånet billigt
Borgmester efter fabrikslukning: - Lige i dag er vi i knæ
Mest læste artikler
Nakskov Sukkerfabrik lukker
Politiet efterlyser fortsat kvinde fra Sakskøbing
Varer til december: Bygger lyskryds ved trafikeret landevej
Kraftig brand i villa
16-årig overfaldet med kniv ved skole