KIF Kolding får gensyn med Barcelona i Champions League
Ligesom i sidste sæson skal KIF Kolding København møde storklubben Barcelona i Champions League.
KIF Kolding København får en ny chance til at få skovlen under på Barcelona i den kommende sæson i håndboldherrernes Champions League.
Ligesom i sidste sæson blev koldingenserne placeret i pulje med den catalanske storklub, da der fredag aften blev trukket lod til den prestigefyldte klubturnering ved en seance i Wien.
Da de to hold mødtes i sidste sæson, klarede danskerne overraskende uafgjort foran eget publikum, men tabte det omvendte opgør i Spanien med seks mål.
En anden interessant modstander bliver den tyske danskerklub Rhein-Neckar Löwen, som har Nikolaj Jacobsen på trænerbænken.
Ud over Barcelona og Rhein-Neckar Löwen skal KIF Kolding København møde Vive Kielce (Polen), Vardar Skopje (Makedonien), Pick Szeged (Ungarn), IKF Kristianstad (Sverige) og Montpellier (Frankrig).
Champions League får i den kommende sæson en ny struktur med to grupper á otte hold og to grupper á seks hold.
Gruppevinderne fra de to otteholdsgrupper ryger direkte i kvartfinalen, mens nummer 2-6 i hver gruppe går videre til en knald-eller-fald-runde - en slags 1/8-finale, men kun med 12 hold.
I de to seksholdsgrupper skal de to øverstplacerede fra hver gruppe spille om de sidste to billetter til knald-eller-fald-runden.
I den ene af seksholdspuljerne finder man den anden danske deltager, Skjern Håndbold, som skal møde Metalurg Skopje (Makedonien), Motor Zaporozhye (Ukraine), Kadetten Schaffhausen (Schweiz), HCM Baia Mare (Rumænien) og en modstander fra kvalifikationen.
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned