KIF Kolding klar til at forsvare DM-titel

De forsvarende danmarksmestre fra KIF Kolding er som det første hold klar til finalen i Jack & Jones Ligaen. Det blev klart, da holdet onsdag aften slog Nordsjælland Håndbold med 27-20 og dermed ikke længere kan indhentes i slutspillets gruppe A.

Dermed er den kommende storkamp mod vinderne af grundspillet, Bjerringbro-Silkeborg, ligegyldig. Bjerringbro vandt i øvrigt sin kamp onsdag over Team Tvis Holstebro med 32-20.

Nordsjællænderne, der har været den store positive overraskelse i denne sæson, fik ikke mange ben til jorden mod Kolding. Holdet var med i det første kvarter, men så satte hjemmeholdet sig på kampen anført af især Kasper Søndergaard og Boris Schnuckel.

I den anden gruppe er der derimod lagt op til en dramatisk kamp for at komme i finalen.

FCK Håndbold vandt onsdag 37-21 over Viborg, og AaB vandt 22-20 over Skjern. De to klubber mødes i en afsluttende duel for at afgøre, hvem, der skal vinde gruppe B og møde KIF Kolding i kampen om DM-guldet.

/ritzau/

KIF Kolding er i finalen i Jack & Jones Ligaen efter sejr på 27-20 over Nordsjælland Håndbold, og dermed er vinderen af grundspillet, BSV, ude.

Offentliggjort Sidst opdateret