KIF slider sig til point mod overmagten

KIF Koldings håndboldherrer var lørdag oppe mod et af verdens allerbedste håndboldhold, da tyske THW Kiel kom på besøg i Champions League. Og de danske spillere havde i kampens slutning alle muligheder for at vinde kampen, men måtte nøjes med et uafgjort resultat, 31-31.

Med fem minutter igen af kampen førte KIF Kolding med 30-28, og Boris Schnuchel var alene igennem i et kontraangreb. Men fløjspilleren overtrådte, og i stedet for at bringe sig i front med tre mål blev Kiel lukket tilbage ind i kampen. Koldings spillere forhastede sig i nogle afgørende situationer, og så fik Kiel mulighed for at tage sejren i kampens sidste angreb, men den franske bagspiller Daniel Narcisse brændte på KIF Kolding-keeper Ole Erevik.

Dermed kunne KIF Koldings spillere trods alt juble efter en flot fight mod den formodede overmagt.

/ritzau/

KIF Kolding fik et point via 31-31 mod verdensklasseholdet THW Kiel i håndboldens Champions League.

Offentliggjort Sidst opdateret