KIF-træner: Finale eller skuffelse

Det storstilede håndboldprojekt KIF Kolding København har på det seneste oplevet en række nedture på banen.

Offentliggjort Sidst opdateret

Foruden exit i EHF Cup-kvartfinalen til Team Tvis Holstebro smed KIF i weekenden førstepladsen i sin slutspilspulje væk, så modstanderen i dagens DM-semifinale hedder formstærke Skjern Håndbold i stedet for upåagtede Mors/Thy Håndbold.

Sidstnævnte faktum irriterer ikke KIF-træner Peter Bredsdorff-Larsen så meget, selvom Skjern på papiret er en væsentlig større mundfuld end Mors/Thy.

- Jeg har ikke gjort mig et sekunds overvejelse, om det var bedre at møde Mors/Thy end Skjern. Mors/Thy kan spille helt uden pres.

- Nu ved jeg, at vi skal møde en modstander, der også har store ambitioner, og som også gerne vil i finalen, og som føler, at de har holdet og spillet til det.

- Så på den måde bliver det en mere ligeværdig kamp. Men i en semifinale vil det altid være tæt uanset modstanderen.

- At tænke på, om den ene eller anden modstander ville være bedst at møde, er noget for journalister og andet godtfolk, siger Peter Bredsdorff-Larsen.

KIF vandt grundspillet - foran Skjern i øvrigt - og kvalificerede sig dermed til næste sæsons Champions League.

Men sæsonen er en skuffelse, hvis DM-finalen glipper, erkender Peter Bredsdorff-Larsen.

- Vi er sat i søen til at spille finaler, uanset de skadesproblemer, vi har haft. Hvis det ikke lykkedes her i semifinalerne, vil jeg ikke være tilfreds med sæsonen, siger han.

- Overordnet er jeg rigtig godt tilfreds med sæsonen forstået på den måde, at vi blev sat i søen i slutningen af august sidste år med dette nye projekt, hvor vi på tværs af landet har forsøgt at strikke et professionelt håndboldprojekt sammen.

- Det er gået godt med fyldte haller og med vind i sejlene i forhold til at trække samarbejdspartnere til.

- På banen er vi lykkedes med at levere en rigtig stabil sæson med 26 kampe og fem pointtab (23 sejre, en uafgjort og to nederlag i grundspillet, red.) samt kvalifikation til Champions League.

- Men der er ingen tvivl om, at vi bliver målt på at vinde de her afgørende kampe, lyder det fra Peter Bredsdorff-Larsen.

Dagens første af to DM-semifinaleopgør spilles i Kolding med kampstart klokken 17.20, hvor værterne får de skadede profiler Kim Andersson og Lasse Boesen tilbage i kamp. På søndag er det Skjern, som har hjemmebane.

Den anden semifinale er mellem overraskelsen fra Mors/Thy og Aalborg Håndbold, der i weekenden vandt 29-22 ude over KIF og dermed undgik Skjern i semifinalen.

Det bliver Mors/Thy, der spiller på hjemmebane i dagens semifinaledyst med kampstart klokken 13.30, mens Aalborg er vært på søndag i kamp to.

/ritzau/