KIF-træner roser topduo hos Skjern

Torsdag tørner håndboldherrerne fra KIF Kolding København og Skjern Håndbold sammen i den førte af to DM-semifinaler.

Offentliggjort Sidst opdateret

KIF-træner Peter Bredsdorff-Larsen indrømmer gerne, at han har stor respekt for Skjerns landsholdsduo Kasper Søndergaard og Henrik Møllgaard.

- Det er grundspillets nummer et og to, der mødes. Skjern har spillet en god stabil sæson, og holdet er kommet helskindet som puljevinder gennem en meget svær slutspilspulje.

- Det borger naturligvis for kvaliteten hos Skjern, hvor ikke mindst Kasper Søndergaard og Henrik Møllgaard har været to af holdets helt store profiler i denne sæson.

- De har begge spillet forrygende - ikke mindst efter jul, siger Peter Bredsdorff-Larsen til KIF's hjemmeside.

Meget tydede ellers på, at KIF Kolding København ville vinde sin slutspilspulje, hvilket ville have udløst en semifinale mod overraskelsen fra Mors/Thy.

Men i lørdags dummede KIF sig på hjemmebane og tabte til Aalborg Håndbold. Derfor er det i stedet for aalborgenserne, som møder Mors/Thy.

Peter Bredsdorff-Larsen måtte undvære de skadede profiler Kim Andersson og Lasse Boesen mod Aalborg, men de er nu med igen og klar til kamp.

- Jeg er helt sikker på, at alle på holdet er fokuseret på, at vi vil i DM-finalen. Vi kan ikke bruge til noget, at vi tidligere i denne sæson har slået Skjern stort. Vi kan heller ikke bruge til noget, at vi tabte stort til Aalborg i weekenden.

- Nu ligger vores fokus et helt andet sted, og derfor forventer jeg også, at vi torsdag aften får et tændt KIF Kolding København-mandskab at se, siger Peter Bredsdorff-Larsen.

Torsdagens kamp spilles i Kolding, mens holdene mødes i Skjern på søndag.

/ritzau/