Kiltklædte skotter redder sneramt VM-kvalifikationskamp

Foto: Andrej Isakovic /Scanpix

Tirsdagens VM-kvalifikationskamp mellem Serbien og Skotland var tæt på at blive aflyst, men takket være en gruppe mænd klædt i kilt lykkedes det alligevel at få banen gjort spilbar.

Offentliggjort Sidst opdateret

Et kraftigt snefald i den serbiske by Novi Sad betød, at græstæppet på Karadjordje-arenaen hurtigt skiftede farve fra grøn til hvid.

Ved middagstid begyndte stadionfolk at feje banen fri for sne, og de fik hjælp af en gruppe tilrejsende skotter, der klædt i kilt - og ikke ret meget andet - var med til at fjerne sneen fra banen.

En time før kampen blev græsset inspiceret, og banen fik en opadvendt tommelfinger.

Skotternes indsats er blevet mødt med begejstring og anerkendelse i Serbien.

På internetforummet B92 roser en fan gæsterne for initiativet og rakker samtidig sit eget hold ned.

- Hatten af for skotterne. De serbiske spillere skulle også have hjulpet til, for snerydning er det eneste, de duer til, lød det.

Den bitre tone i indlægget skyldes formentlig fredagens 0-2-nederlag til Kroatien, som ikke alene gør ondt i den nationale selvfølelse i Serbien, men som også betyder, at chancerne for en VM-billet reelt er forduftet.

/ritzau/Reuters