Kim Andersen er klar til champagne: Jeg er overrasket
Der var forventning om en massespurt på Tourens 2. etape, men Radioshack-rytteren Jan Bakelants, som var stukket af på de sidste kilometer, snød dem alle, da han passerede målstregen sølle et sekund før hovedfeltet.
Det kom som en stor overraskelse - ikke mindst for hans danske sportsdirektør Kim Andersen.
- Det er totalt overraskende for alle, og vi er selvfølgelig jublende lykkelige. Umiddelbart tænkte vi: Hvad skulle han der? For selvfølgelig ville det blive en sprint, men det lykkedes. Vi havde heldet, siger Kim Andersen.
- Vi havde ikke ligefrem forventet, at vi skulle tage en etapesejr i dag. Men vi var i en god situation, da vi havde alle ni mand med over bakken.
Et par stigninger undervejs på 2. etape skabte splittelse i feltet, og med omkring seks kilometer til mål slap en stærkt sekstet af sted, blandt dem danske Jakob Fuglsang og Jan Bakelants.
Belgieren kørte siden fra de andre fem, som blev opslugt af feltet.
Sjovt nok var Jan Bakelants slet ikke et sikkert kort til Radioshacks Tour-hold.
- I dag viste han, hvorfor vi tog ham med til Touren.
- Vi havde mange folk på listen med ryttere, der kunne komme på Tour-holdet, og Jan var længe med på listen, men han var også skadet i lang tid. Da han til slut fandt ud af, at han var med på Tour-holdet, blev han rigtig glad.
Touren er mere eller mindre reddet for Radioshack med søndagens etapesejr.
- Det var vores mål inden Touren, at vi skulle vinde en etape, så selvfølgelig kan det ikke være andet end godt med denne sejr. Men man ser ofte, at en sejr kan bringe mere med sig, og vi har en god trup, siger Kim Andersen.
/ritzau/
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde