Kim Andersen: Schleck skal køre aggressivt

Franskmændene var nærige med godbidder til brødrene Schleck, da ruten til næste års Tour de France tirsdag blev præsenteret ved et stort show i Paris.

Andy og Fränk Schlecks danske sportsdirektør, Kim Andersen, bebuder derfor, at han vil blæse til tidlige angreb.

- Det er en rute, hvor der er lagt op til, at man skal angribe tidligt, for der er ikke mange bjergafslutninger. Der skal køres cykelløb, hvis en af de to skal vinde, siger Kim Andersen.

Værst for de to luxembourgere er udsigten til 96 kilometer mod uret, hvilket er dobbelt så mange enkeltstartskilometer som i årets Tour.

Andersen satser på, at et stærkt hold kan opveje ulempen for brødrene Schleck.

- Det er en bagdel for os, at der er så mange enkeltstartskilometer, men omvendt vil vi have et meget, meget stærkt hold, som kan være med til at åbne løbet tidligt på nogle etaper. Det lægger ruten også op til, siger Kim Andersen.

Alt i alt er den danske sportsdirektør positivt overrasket, efter det sparsomme kendskab han fik til ruten, da den ved en fejl blev præsenteret mandag i sidste uge.

- Lige da man havde hørt om den første gang, troede man, at det var en meget, meget let rute. Det synes jeg ikke, at den er. Der er selvfølgelig mange enkeltstartskilometer, men der er også flere bjerge, end man lige havde regnet med.

- Det er meget åbent løb. Trøjen kan skifte ejermand mange gange undervejs. Men det ligger godt til en Bradley Wiggins. Han kan så have bagdelen af, at han har en sprinter på holdet.

- Den ligger også godt til Contador, og der er et par korte opstigninger, som også er stejle, og dem vil han helt sikkert være god på. Den nye Planche des Belles Filles passer ham godt, siger Kim Andersen.

Løbet starter 30. juni i Liège i Belgien.

/ritzau/

Ruten til Touren 2012 ligger dårligt til brødrene Schleck, men et stærkt hold kan måske kompensere.

Offentliggjort Sidst opdateret