Kina gør igen rent bord ved VM i badminton

Kina beviste for andet år i træk, at landet er suverænt, når det handler om at slå en fjerbold over nettet på en badmintonbane.

De kinesiske spillere vandt ligesom ved VM i 2010 alle fem rækker ved dette års VM i London, og det er tredje gang i VM-historien, at det sker. Første gang var i 1987.

I singlerækkerne vandt Lin Dan sin fjerde VM-titel hos herrerne, mens Wang Yihan erobrede sit første VM-guld hos kvinderne.

I herredouble vandt Fu Haifeng og Cai Yun deres fjerde VM-guldmedalje, den tredje i træk, og hos kvinderne sejrede Wang Xiaoli og Yu Yang.

Det femte og sidste guld blev hentet i mixeddouble, hvor Zhang Nan og Zhao Yunlei vandt over den britiske overraskelse, Chris Adcock og Imogen Bankier.

/ritzau/

Kina vandt for andet år i træk alle fem rækker ved VM i badminton, da kineserne ryddede bordet i London.

Offentliggjort Sidst opdateret