Kineser piller Jan Ø. Jørgensen ned igen

Jan Ø. Jørgensen var pumpet med selvtillid inden fredagens kvartfinale i Malaysia Open, men den danske badmintonspiller blev pillet ned på jorden.

Kinesiske Chen Jin var advaret om Jørgensens kvaliteter efter danskerens choksejr over Lin Dan torsdag, og Chen Jin vandt kvartfinalen med cifrene 21-16, 20-22, 21-6.

Jan Ø. Jørgensen leverede en flot indsats i de to første sæt, men i tredje sæt faldt spillet totalt sammen.

Chen Jin var uhyre koncentreret fra kampens første bold og bragte sig lynhurtigt på 7-0 i første sæt. Jan Ø. Jørgensen viste dog flot moral og kæmpede sig tilbage.

Med masser af attitude og knyttede næver, når han vandt boldene, fik han rystet Chen Jin, og da danskeren nåede op på 11-12, var han tydeligt ovenpå. Chen Jin fik dog styr på sit spil igen og tog relativt sikkert sættet med 21-16

Også i andet sæt kom kineseren bedst fra land og bragte sig foran 13-6, det lignede en afgørelse, men Jan Ø. Jørgensen viste på ny flot moral og kæmpede sig hele vejen tilbage til 15-15.

Herefter fulgte en fantastisk duel, den vandt Chen Jin, men Jørgensen viste både moral, spil og vilje på højeste niveau og udlignede til både 16-16, 17-17, 18-18, 19-19 og 20-20.

Jørgensen bragte sig herefter foran 21-20, og det var første gang i kampen, danskeren var i front. Samtidig var det en sætbold, som blev udnyttet, og så måtte der et tredje og afgørende sæt til.

Tredje sæt blev en trist affære set med danske øjne. Jan Ø. Jørgensen blev brutalt kørt over.

Chen Jin fløj igen hurtigt fra land på scoretavlen, og denne gang blev danskeren ikke lukket ind i kampen igen. 21-6 lød de sikre cifre i afgørende sæt i Chen Jins favør.

Dermed er der ikke flere danskere tilbage singlerækkerne i Malaysia.

/ritzau/

Efter choksejren over Lin Dan blev det hverdag igen for Jan Ø. Jørgensen, der taber kvartfinalen i Malaysia.

Offentliggjort Sidst opdateret