Kinesere vinder duel mellem badmintondanskeres bødler
Kineserne Li Junhui (tv.) og Liu Yuchen vandt tidligere i sæsonfinalen over Kim Astrup og Anders Skaarup Rasmussen. Foto: Johannes Eisele/Ritzau Scanpix
Johannes Eisele/Ritzau Scanpix
Det kinesiske par Li Junhui og Liu Yuchen trak det længste strå på hjemmebane i sæsonfinalen i badminton.
Kineserne Li Junhui og Liu Yuchen kunne søndag løfte armene i trumf ved sæsonfinalen i badminton i Kina.
Herredoublen, der i det indledende gruppespil besejrede Kim Astrup og Anders Skaarup Rasmussen, vandt sikkert 21-15, 21-11 over Hiroyuki Endo og Yuta Watanabe fra Japan i finalen.
Også japanerne havde undervejs besejret danskerne. Det skete i semifinalen, hvor Endo og Watanabe vandt i to sæt.
I søndagens finale brugte Li Junhui og Liu Yuchen tre kvarter på at besejre de japanske modstandere.
Endo og Watanabe var i front i første sæt, indtil det kinesiske makkerpar med syv point i streg bragte sig komfortabelt foran. Kineserne vandt sættet på første sætbold.
I andet var de endnu mere overlegne. Fra stillingen 3-3 så Endo og Watanabe ikke mere til Li Junhui og Liu Yuchen, som kunne kalde det en arbejdsdag efter 45 minutter.
I kvindernes singlefinale blev Pusarla Venkata Sindhu den helt store triumfator. Inderen, som ligger nummer seks på verdensranglisten, slog i finalen Nozomi Okuhara 21-19, 21-17.
Også i herresingle var der japansk skuffelse, da verdensetteren Kento Momota blev slået af Shi Yuqi. Kineseren vandt 21-12, 21-11 efter 49 minutters spil.
Japan fik dog oprejsning i damedouble, hvor Misaki Matsutomo og Ayaka Takahashi besejrede sydkoreanerne So Hee Lee og Seung Shin 21-12, 22-20.
De fremmødte kinesere i Guangzhou fik en tredje hjemmebanesejr at juble over søndag, da Wang Yilyu og Huang Dongping slog landsmændene Zheng Siwei og Huang Yaqiong med 23-21, 16-21, 21-18.
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde