Kinesisk ejer vil føre Inter tilbage til storhed
Kinesiske Suning Commerce Group er ny hovedaktionær i den italienske fodboldklub Inter.
Den italienske traditionsklub Inter er kommet på kinesiske hænder.
Mandag offentliggjorde Suning Commerce Group, at selskabet har købt 68,55 procent af aktierne i Milano-klubben.
Den kinesiske elektronikkæde angiver købsprisen til 270 millioner euro (godt to milliarder danske kroner).
De resterende aktier forbliver i den indonesiske forretningsmand Erick Thohirs hænder. Han har ejet fodboldklubben siden 2013 og forbliver i klubben som minoritetsaktionær og klubpræsident.
Til gengæld forlader den tidligere Inter-præsident Massimo Moratti klubben.
Moratti sad som præsident, da Inter i 2010 vandt det italienske mesterskab, den italienske pokalturnering og Champions League.
Suning meddeler, at fans og følgere kan forvente, at de gode tider vender tilbage.
- Suning vil skyde en jævn strøm af kapital i Inter, hvilket vil hjælpe den til at tiltrække flere talentfulde spillere fra hele verden og igen hente store sejre, siger Suning-gruppens præsident og ejer, Zhang Jindong.
- Ankomsten af Suning vil sikre en lysere fremtid for Inter, lyder det.
I den seneste sæson sluttede Inter på fjerdepladsen i Serie A - hele 24 point efter mesterholdet Juventus.
Med købet af klubben tager Kina endnu et skridt ind på fodboldens verdensscene, og for Suning følger investeringen i kølvandet på købet af den kinesiske klub Jiangsu Suning i december 2015.
Jiangsu Suning slog tidligere i år transferrekorden i Kina ved først at købe Chelsea-stjernen Ramires og siden Alex Teixeira fra Shakhtar Donetsk.
Med opkøbet af Inter er der nu kinesiske storaktionærer i adskillige europæiske klubber. Det drejer sig om klubber som Manchester City, Atlético Madrid og Espanyol.
Seneste artikler
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde