Kjær får comeback for Milan efter knap to måneders pause
Simon Kjær gik direkte ind i startopstillingen for Monza efter sin skade. (Arkivfoto). Foto: Jonathan Moscrop/Ritzau Scanpix
Simon Kjær havde ikke spillet en kamp siden 25. oktober, før han søndag startede inde for AC Milan.
Efter næsten to måneders skadespause fik Simon Kjær søndag comeback for AC Milan.
Landskampsrekordholderen fra Danmark startede sågar inde i Milano-klubbens sejr på 3-0 hjemme over Monza i Serie A.
34-årige Kjær havde ikke fået spilletid i en kamp siden 25. oktober, hvor han blev skiftet ind sent i Champions League-nederlaget til Paris Saint-Germain.
Han missede derfor også Danmarks to sidste kampe i EM-kvalifikationen mod Slovenien og Nordirland.
Nu er han klar igen, og fra første parket så forsvarsklippen sin holdkammerat Tijjani Reijnders åbne scoringen efter bare tre minutter.
Den rapfodede hollænder drev gæk med gæsternes forsvar, før han med stiv tå prikkede bolden i nettet til 1-0.
Mens Kjær var på banen, blev det også 2-0. Forsvarskollegaen Jan-Carlo Simic kom først på et knaldhårdt indlæg fra Rafael Leão og fordoblede føringen kort før pausen.
Kjær blev pillet ud midtvejs i anden halvleg, men Milan stoppede ikke med at score af den grund.
Med et kvarter igen afsluttede Noah Okafor et flot angreb og afgjorde definitivt kampen.
Sejren bringer Milan op på 32 point, men holdet ligger lidt i ingenmandsland på tredjepladsen.
Der er fem point op til Juventus på andenpladsen og fem ned til Napoli, som er nummer fire i Italiens bedste række.
/ritzau/
Seneste artikler
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
"Alternativet var, at historien var blevet ufortalt og stadig havde befundet sig i mørket"
Christian fortsatte med at slå stikkeren, der lå forsvarsløs på jorden, mens kvinden slog ham på ryggen...
Skud, håndgranater og rockerkrig: Lokal Bandidos-boss fortæller nu den blodige historie
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker