Kjær forbereder sig til Færøerne som til EM-semifinale

Humøret var højt i det første kvarter af landsholdets træning, som pressen torsdag fik lov at følge. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

For at afslutte året på bedst mulig vis skal danskerne udvise respekt for Færøerne, mener Simon Kjær.

Offentliggjort Sidst opdateret

Danmark jagter det perfekte gruppespil i de to sidste VM-kvalifikationskampe.

Med otte sejre i otte kampe og en målscore 27-0 kunne gruppespillet ikke være forløbet meget bedre for fodboldlandsholdet.

Men viser Færøerne lige så meget modstand som i første møde mellem holdene, kan der vente danskerne en bøvlet affære.

Danmark var få minutter fra at spille 0-0 i Tórshavn i september, før Jonas Wind til sidst sørgede for en 1-0-sejr.

Der er ingen garantier, påpeger landsholdsanfører Simon Kjær.

- Det er naturen og vel også charmen i spillet. Det er det, der gør, at Færøerne kommer og giver alt. De ved godt, at deres chancer er små. Det er også derfor, vi skal gå ind til kampen og sørge for at gøre tingene ordentligt, ligesom vi gjorde nede i Moldova, siger han på torsdagens pressemøde.

Med VM-billetten så godt som i hus tog Danmark i oktober til Moldova og vandt 4-0.

- Det er nogenlunde samme scenarie. Det er meget vigtigt, at vi går professionelt ind og forbereder os 100 procent til den her kamp, som vi ville gøre til kampen på Wembley i en semifinale til EM. Med respekt.

- Samtidig er vi også klar over, at vi har kvalitet på en anden hylde, men respekten skal altid være der, siger han.

Danmark skal sørge for at holde et højt tempo, understreger Andreas Skov Olsen.

- Det er sværere at spille mod et hold, som har to rigtig tætte kæder og måske står helt nede ved eget felt og forsvarer. Det er vigtigt for os, at vi har tempo i kuglen og forsøger at komme ned bag dem, selv om de højst sandsynligt står lavt.

- Så skal vores genpres være der 100 procent. Det er der, vi måske kan få nogle åbninger, når de er ude af organisation, siger Bologna-danskeren.

Sejren over Moldova var med til at sikre Danmark førstepladsen i gruppen, der er lig med en billet til næste års VM-slutrunde.

Mens det fredag klokken 20.45 gælder hjemmekampen mod Færøerne, venter Skotland på samme tidspunkt på udebane mandag.

Med fire point for otte kampe er Færøerne ude af spillet om en VM-billet, men Skotland ligger før de sidste to spillerunder på andenpladsen i gruppen.

Den giver adgang til næste års playoffkampe om VM-deltagelse.