Kjeldsen før genstart: Har savnet at være nervøs
Søren Kjeldsen er blandt syv danske spillere, der fra onsdag stiller til start i British Masters på European Tour. Her ses Kjeldsen ved Danish PGA Championship i Himmerland i juni. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Golfspilleren Søren Kjeldsen er blandt syv danskere, der fra onsdag deltager i genstarten af European Tour.
136 dage. Så længe havde coronapausen strakt sig på European Tour, da den onsdag genstartede med British Masters.
Normalt ligger touren blot stille i ganske få uger sidst på året, så for de fleste spillere har der været tale om karrierens længste turneringspause.
Det har til tider været hårdt, fortæller veteranen Søren Kjeldsen, der deltog i Qatar Masters, som blev den sidste turnering inden nedlukningen i begyndelsen af marts.
- Jeg har aldrig haft så lang en pause før, så jeg ser meget frem til at komme i gang, indleder Søren Kjeldsen, der har haft en blandet følelse under pausen.
- Det har selvfølgelig været skønt at have så meget tid hjemme med familien, men det har også været frustrerende, for jeg har manglet konkurrencen i mit liv. Jeg elsker at spille og føle mig nervøs. Det har jeg savnet.
Bortset fra den første periode, hvor golfbanerne var lukkede, har Kjeldsen trænet på 80-85 procent. På den måde har han haft bedre vilkår end spillere fra flere andre lande, der har været hårdere ramt af coronapandemien.
De fleste danske professionelle kan måske også udnytte, at de i slutningen af juni havde mulighed for at pudse formen af ved invitationsturneringen Danish PGA Championship i Himmerland.
- Det var super fedt. Jeg havde trænet godt op til, men det er først under konkurrence, at man finder hullerne i sit spil og mærker, hvor man står henne. Det kom frem der, og bagefter var det nemmere at strukturere træningen og arbejde på de rette ting.
- Det bliver selvfølgelig svært at måle betydningen, men i forhold til at føle sig klar, var det godt at kunne mærke efter i Himmerland, siger Kjeldsen.
Han mener dog, at hele feltet hurtigt vil banke eventuel rust af.
- Selv i lande, der genåbnede sent, har spillerne haft mindst en måned til at træne. Folk skal nok være klar.
Kjeldsen går ud på sin første runde onsdag klokken 12.30. De øvrige danske deltagere er Rasmus og Nicolai Højgaard, Thomas Bjørn, Joachim B. Hansen, Jeff Winther og Benjamin Poke.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned