Kjeldsen på tigerjagt

Den danske golfspiller Søren Kjeldsen havde lørdag gang i en seriøs tiger-jagt ved US PGA Championship.

Tiger Woods har kurs mod sin 15. majortriumf i karrieren ved US PGA Championship, der spilles i Chaska, Minnesota, men han får lov til at arbejde for sagen, for Danmarks bedste professionelle golfspiller Søren Kjeldsen er tilsyneladende i sit livs form. Lørdag gik han endnu en imponerende runde på to slag under par og lå dermed samlet fire slag under par. Kjeldsen lagde hårdt ud med birdies på de to første huller. Efter 14 huller lå han fire under par, men desværre tabte han to slag på de tre sidste huller. Da Kjeldsen havde afsluttet sin runde lå han dog på en samlet delt fjerdeplads i turneringen. Flere spillere manglede dog at færdiggøre deres runde deriblandt den førende spiller, amerikaneren Tiger Woods, der efter 15 huller lå samlet otte slag under par, altså fire slag bedre end Kjeldsen. Ireren Padraig Harrington er også på Tiger-jagt og lå et slag efter verdensetteren, da han manglede to huller af runden.
Søren Hansen, som også er med i finalerunderne, gik tredje runde i to slag over par, og ligger samlet seks over par, hvilket placerer ham på en foreløbig delt 55. plads.

/ritzau/




Offentliggjort Sidst opdateret