Klatrekongen Barguil vinder Tourens sidste bjergetape
Chris Froome modstod Romain Bardets angreb, mens Warren Barguil hentede en ny bjergsejr.
Chris Froome (Sky) er storfavorit til at genvinde Tour de France, og Warren Barguil (Sunweb) er løbets ubestridte bjergkonge.
Det er konklusionerne efter løbets sidste bjergetape, hvor Barguil tog en flot sejr i den prikkede bjergtrøje, og hvor Froome igen modstod sine rivalers angreb.
Romain Bardet (AG2R) gjorde ellers et behjertet forsøg på den sidste stigning, Col d'Izoard, da han satte hele sit hold frem for at skrue farten i vejret i favoritgruppen.
Men da Bardets folk havde brugt de sidste kræfter i det morderiske tempo, kunne franskmanden konstatere, at Froome stadig havde tre mand tilbage.
I det lys var det faktisk en flot præstation, at Bardet formåede at holde trit med manden i den gule trøje og endda tage tredjepladsen ved at vinde favoritternes spurt.
Det indbragte ham fire bonussekunder, der reducerer afstanden op til Froome i klassementet til 23 sekunder.
Det er dog næppe nok, fordi Froome efter alt at dømme vil være bedre på lørdagens enkeltstart.
Med mindre Bardet lykkes med et overraskelsesangreb på den lidt bløde mellemetape fredag, skal den franske hjemmebanehelt primært koncentrere sig om at fastholde sin podieplads i den afgørende tidskørsel.
Den slags bekymringer har hans landsmand Warren Barguil til gengæld ikke i et løb, der har udviklet sig til lidt af et triumftog for ham og hans hold.
Med et perfekt timet fremstød på Col d'Izoard overhalede Barguil colombianeren Darwin Atapuma (UAE Emirates) kort før mål og sikrede sig sin anden etapesejr i årets Tour.
Dermed er Sunweb oppe på hele fire etapesejre, ligesom holdet sikrer sig bjergtrøjen og pointtrøjen, hvis man undgår uheld på de sidste etaper.
Fredagens etape byder ikke på de store forhindringer, men er Tourens længste med sine 222,5 kilometer.
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned