Klavs Bruun blev svigtet af sine egne

Klavs Bruun Jørgensen fik fyresedlen af Team Sydhavsøerne i mandags efter en række dårlige resultater. Foto: Kim Nielsen, Konceptlab

Den sportslige ledelse i Team Sydhavsøerne har givet den nu fyrede cheftræner svære arbejdsbetingelser.

Offentliggjort Sidst opdateret

Dette er en analyse skrevet af Folketidendes sportsjournalist.

I mandags gik den ikke længere. Team Sydhavsøerne måtte efter 11 nederlag i 13 kampe - det seneste sidste torsdag mod FIF på hjemmebane - gøre noget ved de dårlige resultater, der sender klubben på randen af katastrofekurs ned i 2. division.

Cheftræner Klavs Bruun Jørgensen blev smidt på porten sammen med assisterende træner Jakob Green.

Den nemme og forudsigelige løsning, når der skal ruskes op i tingene, og man på kort sigt ønsker en chokeffekt i håb om, at resultaterne bliver bedre.

Træneren står med ansvaret, når tingene går skævt. Sådan er det bare i sportsverdenen. En præmis, som alle trænere på topniveau lever under.

Men kunne fyringen og den uro, den har ført med sig, være undgået, hvis Team Sydhavsøernes sportslige ledelse i rette tid havde indset, hvor stor nedrykningstruslen reelt er med den spillertrup, der er til rådighed?

Svaret på det spørgsmål er ubetinget et ja.

Allerede i efteråret stod det klart, at styrken på spillertruppen ikke var i nærheden af målsætningen om at spille med omkring pladserne i top seks.

Længerevarende skader på nøglespillerne Rasmus Larsen og Pauli Mittún, en Lasse Hamann-Boeriths, der af familiemæssige årsager ville hjem til Jylland, og det faktum at sidste sæsons to absolutte profiler, Daniel Astrup og keeper Oliver Larsen, forlod klubben, uden at erstatningerne havde samme kvalitet, betød, at Team Sydhavsøerne bare et par måneder inde i sæsonen stod markant svagere.

Klubbens egne unge spillere, som man - helt legitimt - gerne vil føre frem, stod lige pludselig med et ansvar på skuldrene, som de ikke magtede, og de havde ikke ret mange rutinerede spillere at læne sig op ad i de svære perioder.

Helt galt gik det først i december på udebane mod Faaborg, der som status af nyoprykker og med bare fire point på kontoen totalt udraderede et sagesløst Sydhavs-mandskab, der en overgang var bagud med 15 mål. Det burde have fået alle alarmklokker til at bimle og bamle.

Selv de spillere, der skulle trække læsset, var helt passive og foretog sig ingenting.

En skræmmende oplevelse at overvære på alle måder. Kvaliteten var der ganske enkelt ikke, og modløsheden bredte sig.

To kampe mere inden julepausen blev tabt, og allerede der burde den sportslige ledelse med sportschef Morten Juul i spidsen have reageret med en måned til næste tællende kamp.

Med mindre at økonomien var en forhindring, skulle spillertruppen have været forstærket allerede der. Men intet skete.

Klavs Bruun Jørgensen havde flere gange bedt om forstærkninger, men stod afpillet tilbage med et hold, som ikke havde den fornødne styrke til at klare sig i 1. division.

Klavs Bruun Jørgensen havde flere gange bedt om forstærkninger, men stod afpillet tilbage med et hold, som ikke havde den fornødne styrke til at klare sig i 1. division.

Den overbevisning havde den sportslige ledelse dog stadig, men uden forstærkninger blev det en umulig kamp for Klavs Bruun Jørgensen, der ikke kunne løfte holdet yderligere med de spillere, der var til rådighed.

Hvis den sportslige ledelse mente, at der var mere i holdet, end cheftræneren kunne forløse, burde den have afbrudt samarbejdet allerede ved juletid i stedet for at trykke på panik-knappen med blot fire kampe tilbage.

Forstærkningen i form af Rune Overlund Sørensen kom to kampe for sent. Det er en påstand, men med Rune Overlund Sørensen på holdkortet, der har været topscorer siden sin ankomst, var de to første kampe efter julepausen mod HC Odense og Norddjurs aldrig blevet tabt, og så havde Klavs Bruun Jørgensen stadig været træner for Team Sydhavsøerne, der havde været i sikkerhed længere oppe i tabellen.

Det falder udelukkende tilbage på Morten Juul og i sidste ende bestyrelsen, der træffer de afgørende beslutninger, og her har man handlet for sent.

Er Klavs Bruun Jørgensen helt uden skyld i de dårlige resultater?

Nej. Naturligvis har også han et ansvar. I hele sæsonen har forsvarstaktikken været for svær for spillerne at udføre. Klavs Bruun Jørgensen har stædigt holdt fast i et offensivt tænkende forsvar, der gav alt for store huller og alt for få målmandsredninger. Målene har haglet ind, og den knude har han ikke formået at løse. Og når nederlagene hober sig op, er det bare ekstremt svært for en træner at få spillerne til fortsat at tro på, at den vej, han vil, er den rigtige.

Det er nu op til redningsmanden, Jimmy Albrechtsen, at få tætnet forsvaret og få styret skuden sikkert i havn. Opgaven er svær, men ikke umulig og i Jimmy Albrechtsen har Team Sydhavsøerne fundet den rette mand til den specialopgave.

Han kender klubben fra tidligere, har opbakning hele vejen rundt og så ved han, hvilke knapper der skal trykkes på for at få de to eller fire point, der skal til for at redde livet i 1. division.

Læs også:

Sportschef slår fast: - Fyringen sker på baggrund af manglende resultater

Klavs Bruun Jørgensen fyret i Team Sydhavsøerne

TSØ-sportschef: Der ligger andet end dårligere resultater bag fyring

Jimmy skal redde Team Sydhavsøerne: Derfor sagde han ja