Klavs Bruun får tre år mere som landstræner
Den danske kvindelandstræner Klavs Bruun Jørgensen har fået tre år mere i jobbet. Foto: /ritzau/Anita Graversen
/ritzau/Anita Graversen
De danske håndboldkvinder skal have Klavs Bruun Jørgensen som landstræner frem til udgangen af maj 2021.
Landstræner Klavs Bruun Jørgensen har underskrevet en ny aftale med Dansk Håndbold Forbund (DHF), der betyder, at han er kvindelandstræner til 2021.
I sommeren 2015 skrev Klavs Bruun under på en treårig aftale med DHF, der gjorde ham til ny landstræner.
Den aftale stod til at udløbe til sommer, hvorfor man har arbejdet på en forlængelse de seneste måneder.
Torsdag morgen blev de sidste detaljer afklaret, fortæller DHF-sportschef Morten Henriksen i en pressemeddelelse.
- Jeg skal ikke lægge skjul på, at vi er meget glade for det arbejde, Klavs har lavet med vores kvindelandshold de seneste par år og endnu gladere for, at han har sagt ja til at fortsætte det arbejde.
- Samtidig var det vigtigt for alle parter, at vi fik en afklaring, inden Klavs og holdet tog til VM, så den kontraktforlængelse ikke fyldte for meget i pressen, siger Morten Henriksen.
Sidste års plads i EM-semifinalerne vidnede om, at holdet for alvor er på rette vej, og landstræneren ser frem til at arbejde med landsholdet i de kommende år.
- Jeg er meget glad for at få lov til at fortsætte det arbejde, som jeg synes, vi er kommet rigtig langt med allerede.
- Vi har fået samlet en super spændende gruppe, der tager store skridt til hver eneste samling.
- Det lover rigtig godt for de kommende år, og det er jeg glad for, at jeg kan være med til at følge til dørs, siger Klavs Bruun.
Anfører Stine Jørgensen hæfter sig ved, at landstræneren kan videreføre det arbejde, han har haft gang i først med assistenttræner Søren Herskind og nu med Lars Jørgensen.
- Vi ved, at Klavs er et varmt trænernavn, så vi har ventet og håbet på, at kontrakten blev forlænget, og det er dejligt, at det nu er på plads. I mine øjne er det det helt rigtige valg at forlænge aftalen med ham.
- Det betyder, at det gode arbejde, Klavs har lavet med først Søren og nu Lars, kan fortsætte, og vi sammen kan udvikle endnu mere på alle de gode ting, vi har gang i, siger Stine Jørgensen.
Aftalen mellem Klavs Bruun og DHF løber frem til 31. maj 2021.
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned