Klopp forbereder sig på at se Liga Cup-kamp på hotel

Liverpool-manager Jürgen Klopp var på træningsbanen i Qatar med sit hold mandag. Tirsdag spiller Liverpool pokalkamp i England med et reservehold, mens førsteholdet spiller semifinale ved klub-VM onsdag. Foto: Giuseppe Cacace/Ritzau Scanpix

Liverpool stiller med unge spillere tirsdag i Liga Cuppen, da førsteholdet spiller klub-VM onsdag i Qatar.

Offentliggjort Sidst opdateret

Liverpool går et par bizarre dage i møde, når klubben på under et døgn spiller to vigtige fodboldkampe.

Tirsdag skal Liverpool i kamp i Liga Cuppen, mens klubben dagen efter spiller semifinale ved klub-VM i Qatar.

Liverpools førstehold er allerede ankommet til Qatar, hvor det onsdag gælder semifinalekampen ved klub-VM mod Monterrey fra Mexico.

Derfor vil Liverpool-manager Jürgen Klopp og truppen af de bedste spillere tage en slapper tirsdag.

Her vil Klopp og co. svinge benene op og se Liga Cup-kvartfinalen i England mod Aston Villa på hotellet i Doha.

Til kampen mod Aston Villa vil Liverpool stille med et hold af U23-spillere.

- Det bliver godt. I morgen begynder vi med at se den anden semifinale på stadion. Det skulle være muligt at nå, tror jeg, hvis vi forlader stadion lidt før tid og sætter os her og ser kampen mod Villa på tv.

- Det bliver spændende. Jeg er virkelig glad på drengenes vegne, siger Jürgen Klopp til Liverpools hjemmeside.

Liverpool måtte acceptere situationen, da de to kampe blev fastlagt så tæt på hinanden, og i stedet får Liverpools unge spillere altså en mulighed for at brillere i en vigtig seniorkamp mod Aston Villa.

De fleste store engelske hold har for vane at bruge en række reservespillere i kampene i Liga Cuppen, som også kendes som Carabao Cup. Det er den mindst prestigefulde af de to pokalturneringer i England.

Da Liverpool spillede sig i kvartfinalen med en sejr over Arsenal efter straffesparkskonkurrence, skete det også med en række reservespillere.

Det bliver U23-træner Neil Critchley, der kommer til at stå i spidsen for Liverpool mod Aston Villa tirsdag, og hans mandskab er blevet svækket.

Det skyldes, at Jürgen Klopp måtte tage de to U23-spillere Curtis Jones og Neco Williams med i førsteholdstruppen til klub-VM.

- Det er en stor mulighed for os alle inklusive mig selv. Jeg er meget stolt af at skulle lede holdet.

- Beslutningen er truffet af folk over mig. Det er klubbens beslutning, og det her er, hvad der er besluttet. Det skyldes en række specielle omstændigheder, og jeg tror aldrig, at det er sket før, siger Neil Critchley til klubbens hjemmeside.

Kampen mellem Aston Villa og Liverpool fløjtes i gang tirsdag aften klokken 20.45.

Onsdagens opgør mellem Monterrey og Liverpool spilles klokken 18.30 dansk tid.