Klopp har statistisk overtag mod Guardiola før storkamp
Jürgen Klopp (til venstre) er blandt de få trænere, der kan prale af at have en positiv statistik mod Josep Guardiola (til højre). Foto: Scanpix/Carl Recine/arkiv
Scanpix/Carl Recine/arkiv
Jürgen Klopp har vundet over et Josep Guardiola-trænet mandskab seks gange. Fem gange har tyskerens hold tabt.
Liverpool mod Manchester City i Champions League-kvartfinalen er en kamp mellem to traditionsrige klubber i engelsk fodbold.
Onsdagens kamp er samtidig et opgør mellem to udenlandske trænere, der har etableret sig som managers i Premier League.
Josep Guardiolas Manchester City kan allerede på lørdag sikre Premier League-titlen med en sejr over Manchester United. Men forinden venter altså kampen på Anfield mod Liverpool.
Jürgen Klopp har dog i først Dortmund og nu Liverpool vist, at han har formlen til at besejre Josep Guardiola.
- Man kan ikke bare forsvare sig mod Manchester City og håbe, at de ikke scorer. Det er de bare for gode til, siger Jürgen Klopp til Det Europæiske Fodboldforbunds (Uefa) hjemmeside.
- Den måde, vi angriber modstanderne på, og den måde, vi forsvarer langt fremme på banen, er ubehagelig for modstanderne. Hvis vi gør det godt, så får de visse vanskeligheder, siger han.
Jürgen Klopp og Josep Guardiola stod for første gang over for hinanden som cheftrænere, da Dortmund og Bayern München i sommeren 2013 mødtes i den tyske Super Cup.
Den kamp vandt Dortmund, og Klopp har med samlet seks sejre mod fem til Guardiola overtaget i de interne kampe.
Senest vandt Liverpool i januar 4-3 hjemme over Manchester City i Premier League, Citys hidtil eneste nederlag i ligaen.
Det hører dog med til historien, at Josep Guardiolas mandskab i september sidste år ydmygede Liverpool ved at vinde 5-0 hjemme i Premier League.
Spanieren har gennem ti år høstet titler på stribe hos FC Barcelona, FC Bayern München og nu også Manchester City, hvor han åbnede sin titelkonto med Liga Cup-sejren i februar.
Jürgen Klopp peger på, at Josep Guardiola udelukkende har været træner for storklubber.
- Pep har altid haft bedre hold end mig. Det kan man se nu med Manchester City, de har langt flere point (18 point, red.) end os i Premier League.
- Forskellen har dog aldrig været mindre, end den er nu. Da vi trænede henholdsvis Bayern og Dortmund, var forskellen virkelig stor, siger Jürgen Klopp.
Tyskeren henviser til de to sæsoner fra 2013 til 2015, hvor Dortmund sluttede henholdsvis 19 og 33 point efter Bayern München.
Til gengæld sluttede Klopp og Liverpool i sidste sæson kun to point efter Guardiola og City i Premier League.
Kampen mellem Liverpool og Manchester City begynder klokken 20.45.
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker