Klopp inden City-brag: Anfield skal være en fæstning igen

Liverpool er nummer fire i Premier League med syv point op til Manchester City inden deres indbyrdes opgør søndag. (Arkivfoto) Foto: Paul Ellis/Ritzau Scanpix

Liverpool spillede 68 ligakampe i træk på Anfield uden at tabe, men de seneste to kampe er endt med nederlag.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det er et haltende Liverpool-hold, der søndag tager imod formstærke Manchester City i Premier League.

De forsvarende mestre kæmper med skader og er inde i en sløj stime af resultater, samtidig med at holdet ikke længere er usårligt på Anfield.

Efter 68 ligakampe i træk uden at tabe på den legendariske hjemmebane er de seneste to opgør således endt med nederlag til Burnley og Brighton.

Men det skal der ændres på, siger Liverpool-manager Jürgen Klopp.

- Vi skal spille rigtig god fodbold. Vi elsker at spille her (på Anfield, red.), men tabte de seneste to. Det handler om at være positiv og gøre Anfield til en fæstning igen, siger tyskeren ifølge Reuters.

Liverpool møder et Manchester City-mandskab, der ridder på en bølge af sejre. 13 i træk er det blevet til på tværs af alle turneringer inklusive ni i Premier League.

Det har sendt Pep Guardiola og co. op på førstepladsen. Liverpool ligger nummer fire og har syv point op til City, men selv om en eventuel sejr vil mindske forspringet, så er Jürgen Klopp ikke klar til at drømme om endnu et mesterskab.

- Når tiden kommer, siger vi selvfølgelig, 'nu går vi efter det', men der er vi ikke lige nu, så hvorfor tænke på det? Det er ikke vigtigt, siger Klopp.

Kampen mellem Liverpool og Manchester City fløjtes i gang søndag klokken 17.30.